Happy birthday..? - Davin, Jac og Adilene

Adilene: Et lille smil var hen over læberne, som hun stod i køkkenet og gjorde det sidste færdig med kagen, som hun havde brugt stort set hele dagen på at lave. Hvorfor at hun gjorde så meget ud af det, vidste hun ikke rigtig, måske fordi at hun ikke havde kunne være med til hans familie fødselsdagsfest. Hun sukkede stille, og bed sig i læben. "Davin, er der egentlig noget du kunne tænke dig at drikke, eller noget?" spurgte hun med et smil på læben, og kiggede ud i stuen. Dette havde i starten været hendes egen lejlighed, men på grund af penge problemer var Jac flyttet ind, ikke fordi at det gjorde hende så meget.. eller jo. Når de mange andre piger kom et smut forbi. Det var ikke lige altid det som hun holde mest af, og i grunden godt kunne undværer fuldstændig. Lidt tænkende stod hun og kiggede på uret, den var allerede 19 om aftenen, hvor blev han i det hele taget af? Hun sukkede, og måtte indrømme at hun havde lavet for meget på kagen, og stillede den derfor ind i køleskabet, så den kunne holde til når han endelig ville dukke op. Hvilket hun håbede var snart. Ellers ville maden og alt det hun havde lavet til ham, være fuldstændig til spilde.

Isabella betragtede Jac, med et lille smil på læben. Nu skulle hun nok få fingrene i ham i aften, ingen tvivl omkring det. Hun fik to glas og gik så over til det bord hvor han sad ved, sammen med nogle af de venner som der holde dette suprice party for ham. "heey.." sagde hun med et smil, og satte sig ved siden af ham, og skubbede langsomt den ene af glassende over til ham "tillykke med fødselsdagen Jac" sagde hun, og kyssede ham på læberne. Inden hun trak sig tilbage, og lod fingrene glide igennem det plantin blonde hår, som der bølgede hen over den vinrøde stramme kjole hun havde på, som fremvidste de ret store bryster som hun var i besiddelse af. Der ud over, nogle ret lange og slanke ben. Ja selve udseendet fejlede ikke noget.

Det var nu et stykke tid siden Davin var kommet til Adilene og Jac’s hjem, selvom det nok mest var Adilene der boede der, når Jac stort set hele tiden var ude og feste, gad vide om han havde en knap der hed turn off, eller noget? Han brummede lidt over hans brors idiotiske handlinger, og havde næsten lyst til at sige til Adilene at hun nok ikke skulle regne med noget, da han sikkert hang ud med sine venner og alt det der. Han vågnede langsomt fra sine tanker af, og rystede lidt på hovedet hvorefter han langsomt gned sine øjne og kiggede hen på Len, ”Oh øhm.. ja…” sagde han så og kløede sig lidt i hovedet for at spole tiden tilbage til hendes spørgsmål, ”En kop kaffe måske?” spurgte han så og lænede sig ind over det høje bord, og kiggede hen på den pige som nu boede i lejligheden, og som han nu ellers havde haft et øje på siden han havde mødt hende til festen. Var da os typisk at Jac skulle være sådan en idiot. Igrunden overvejede han os lidt hvordan han var gået hen og blevet familiens sorte får, fordi det var lige før han ikke kunne blive sortere, i grunden lidt trist kunne man sige. Men Black og Davin havde det vel sådan at de ikke sådan rigtig gad Jac, hvis han ikke snart fik ændret sig selv. Selvom at Davin et eller andet sted var rimelig sikker på det nok aldrig rigtig skete, men man havde vel lov til at håbe lidt? ”Han kommer nok snart…” sagde han så for at holde hendes håb oppe. Faktisk forstod han ikke hvorfor hun kunne lide ham, og ville nu gerne spørger indtil det, og det skete, som sædvandelig når tanken var tænkt, ”Hvorfor er det i grunden… at du har sådan et øje på Jac? Hvorfor kan du lide ham?” kom det så fra ham, Davin havde altid været lidt af typen der aldrig rigtig kunne holde mund med ting man måske ikke skulle sige.

Han grinede lidt af det vennerne sagde til ham og snakkede om, og rystede på hovedet af dem, ”I sq nogle sindssyge sataner!” sagde han med et bekræftende tonefald, hvilket bare fik dem til at grine mere. Han tog sin øl op til munden og drak en stort slurk hvor efter han stillede den og kiggede hen på pigen der havde sat sig ned ved siden af hende, i grunden kunne han ikke lige huske hvad hun hed, men nåede heller ikke det store før end han fik et kæmpe kys på læberne, og grinede lidt, ”Jamen dav, og tak.” sagde han så og kiggede på hende med et lidt hævet og overvejende bryn og tog så imod den drink hun havde givet ham og nippede kort til den. Hvor efter han satte den ned på bordet efter at havde taget en lidt større slurk af den.

Hun grinede lidt af ham, og smilede sit velkendte smil. "jamen.. lille Davin da, faldt du i søvn?" drillede hun ham, og gik hen og tænde kaffe maskinen, hvor efter hun gik tilbage til ham, og smilede skævt, da han sagde at han sikkert kom snart "han gør det ikke gør han vel?" spurgte hun stille, og kiggede over på alle de ting hun havde forbredt til mad. "hmm.." mumlede hun stille, og tog tingene fra kogepladen og ud af ovnen "han havde ellers lovet, at han ville komme hjem.. og ville tage film med.." mumlede hun mere til sig selv, og lod fingrene glide igennem hendes lange brune hår. Og vente sig derefter mod Davin da han spurgte hvorfor hun havde et godt øje til Jac. Det var vidst blevet mere end det, efterhånden "fordi... jeg ved det ikke, når han ikke er sådan en idiot.. er han faktisk utrolig sød.. og dejlig at være sammen med.. men nogen gange.. så.. ja jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal sætte det.. han er bare noget specielt.. ellers havde jeg heller ikke givet ham lov til at være den første" de sidste ord sagde hun meget stille, som var hun gået hen og blevet i tvivl omkring, om det havde være en god idé, eftersom at det i grunden var noget hun altid havde ville ventet til når hun var blevet gift, eller med en som hun virkelig elskede, og en der elskede hende. Og her var hun, på grødens rand, fordi at den dreng hun var forelsket i, på ingen måder var forelsket i hende. Hun snøftede lidt og lod fingrene glide inden under øjnene, for at fjerne de tårer der gerne ville ud, og gik derefter over til kaffe maskinen og fik gjort en kop kaffe færdig til ham. "her.." mumlede hun stille og smilede skævt til ham. Davin var i grunden gået hen og blevet en rigtig god ven for hende, og hun var faktisk ret glad for at han var her lige nu, og hun ikke skulle sidde alene og vente på at Jac ville komme hjem. Da hun ikke havde på fornemmelsen at det ville blive et særlig rart syn for hende.

Hun grinede lidt af ham, det overvejende bryn "noget du kan lide og se på?" spurgte hun selv sikkert, en ret stor forskel mellem Adilene, og hende. Hun spredte langsomt benene, og lagde den ene hånd på hans lår og nussede det lige så blidt, mens at hun smilede til en af de andre af dem som der sad ved bordet, som hun kendte. Faktisk kendte hun dem alle sammen, men gik ikke så meget op i det lige nu, havde mere øjne for den dreng hun sad ved siden af, som der havde fyldt 18 år, eller hvor gammel det nu var at han var blevet. Hun grinede halvt og fugtede læberne, inden at hun vente øjnene mod Jac igen.

Han smilede lettere træt, og kiggede på hende, ”Overhovedet ikke… det var bare min hjerne der tog en pause..” og kiggede lidt op på klokken hvor efter han trommede lidt på bordet og tænkte, det var nu sjovt, det meste af hans familie havde alle mulige former for musik talenter og kunstneriske former for udbredelse i deres liv. Men ham, han var nok det mest ikke kreative væsen i hele dette univers, han kunne ikke engang finde ud af at vælge en pæn sofa til sin lejlighed, hans mor havde skældt ud som bare en i pokkeren da hun havde set den, og bedt ham om at flytte hjem igen imens hun indrettede hans lejlighed. Men sådan var nogen mennesker jo, det eneste som han sådan rigtig interesserede sig for var om hans tøj nu os bare passede til ham i hel hed. Kiggede der efter over på Adilene og mumlede lidt, da han ikke helt vidste hvad han skulle sige, og rejste sig langsomt op og lod koppen med kaffe stå og gik hen til den to årige yngre pige og lod sit hoved hvile oven på hendes imens han vuggede hende lige så stille, imens han holdte hende i sine arme, ”Hmm.. at du falder for en idiot som Jac forstår jeg stadig ikke… men der er så meget jeg ikke forstår…” mumlede han nussede hende stille imens han prøvede at få ham i bedre humør. ”Han burde virkelig sætte pris på at du har givet ham en, chancen for at vinde dit hjerte… selvom han ikke ser det…” brummede han lettere irriteret over sin bror, selvom han ikke ligefrem var ret meget bedre selv. Han havde husket tilbage på den gang ham og Natalie var gået hen og havet sex i bilen hvor hun havde sagt at hun havde elsket ham, og det havde vidst kun sket i hendes fulde tilstand, eller berusede tilstand, mens han var for langt væk i sine egne lyster omkring at få det han ville have. Han lukkede stille de brune øjne, næsten sorte og duftede svagt til hendes hår, hvor efter han kiggede ned på hende, for at se om hun var okay.

Blikket blev vendt imod sin drink som hun sikkert ville have han skulle drikke af, men den smagte kort sagt rædselsfuld, han kiggede hen på hende og smilede skævt til hende, ”Ja.. nu må vi jo se hvordan det ser ud uden alt det... der tingel tangel hen over og gøre det lidt mere bekvemt for kroppen ikke?” sagde han så og tog sin øl og drak noget mere af den og kiggede hen på sine venner som var rimelig overrumplet over at de virkelig ikke havde nogen anelse omkring hvordan helved Jac gjorde det. Og ja det vidste han ikke engang selv, men det gjorde nu heller ikke så meget.

Hun sukkede stille, og løftede det ene bryn da han rejste sig op, og gik over til hende. Hun lod sig dog blive trukket ind i hans armen, og lagde langsomt hendes hoved, mod hans brystkasse, og tog en dyb indånding. Han duftede mere eller mindre lige som Jac, og følelsen af at ønske at det var ham, som der holde hende på denne måde, voksede i hendes krop, og dannede en knude inde i brystet som gjorde mere ondt end hun nogen sinde havde forstillet sig. "han er ingen idiot.." mumlede hun stille, "han.. er bare vokset op med den forkerte indstilling på livet, omkring kærlighed, og det ydre.. tænk hvis jeg en del blev permanent grim.." små lo hun stille, og kunne slet ikke forstille sig, hvad der så ville ske, hvis hun faktisk gik hen og blev mere grim end hun i forvejen selv synes hun var. Endnu et suk, forlod hendes strube, mens at hun lod sig blive vugget frem og tilbage i hans arme, og ønskede stadig at det var Jac som der gjorde det, men hvornår ville det nogen sinde ske? Knuden i brystet havde det som om, at den bare voksede sig større og større, og hun betragtede stille køkkenet fra siden af, mens at tårerne bare havde lyst til at bryde ud. Var dette mon guds straf, fordi at hun havde vendt ham ryggen, og fordi at hun havde valgt at have sex med en, som ikke en gang elskede hende? Fordi.. så kunne man vel kalde dette en velfortjent straf.

"jo måske.." grinede hun og kiggede ned på sin drink, som var gået hen og smage afskyeligt, men hun sagde dog ikke noget, og nippede en smugle til den, mens at hun smilede skævt til en som der havde lagt sin hånd på hendes lår, og snakkede mere eller mindre til hende, dog havde hun kun selv øje for drengen der sad ved siden af hende, nemlig Jac. Den fyr som alle piger drømte om at kunne være sammen med, selvom at han var en idiot, og en skriderrik, til trak han flere kvinder end dem som der var søde og venlige.

”Hm… han ligner sin far da han var i den alder… selvom at han nok ikke var lige så slem…” mumlede stille og nussede hende stille imens han tænkte over det, og brummede så da hun sagde at hun ville blive permanent grim, og trak hende så lidt ud fra sig og kiggede dybt alvorligt på hende, imens han virkelig ikke vidste hvad han skulle sige, ”Hvordan helved kan du få dig selv til at sige sådan noget?” spurgte han så og hævede det ene bryn og forstod virkelig ikke hvordan det kunne komme ud af hendes mund, ”Adilene, lyt til mig.. du er noget af det smukkeste væsen der er her på jorden, jeg har aldrig set en pige have et udseende eller indre som dit, så det er bestemt noget vås det der.” kom det fra ham og strøg hende kort hen over kinden og smilede stille til hende hvor efter han tog sine arme til sig igen og kiggede på hende med hovedet halvt på skrå. ”Så stop med at tænk på dig selv som grim, for det er du bestemt ikke.” Sagde han med et smil og trak hende ind i sine arme igen og begyndte at nusse hende imens han holdte omkring hende. Han sukkede stille, og rystede lidt på hovedet, ”En dag… så ser han det indre… tro mig… det gør han…” mumlede han stille ved hendes ører og vuggede hende forsat imens han virkelig ikke kunne forstå hvordan hun kunne finde på at sige sådan om sig selv, tro at hun var grim, han havde aldrig hørt noget lignende.
Tiden gik afsted imens han forsat holdte omkring hende og blev ved med at vugge hende hvor efter han kiggede hen i døren og så Jac stå der, brummede noget mere, hvor længe han havde stået der anede han ikke, men nok kun nogle minutter da han ikke havde registreret ham da Adi var begyndt at snakke om at han ikke så hende som det. Langsomt rynkede han brynene over det Jac sagde, og sukkede stille.

Han kiggede lidt ned på den pose han havde med sig og sukkede lidt, ”Når men jeg smutter guys, ses..” sagde han så og vinkede kort til dem hvor efter han rejste sig op og gik ud af alkoven og derefter hen imod udgangen og videre hjemad. Han brummede lidt og håbede nu ikke han havde været alt for længe væk, selvom han stort set ikke rigtig havde drukket noget udover en øl eller to, selvom det ikke just var nok til at få ham hen i den fulde tilstand måtte man sige. Men det blev nu godt at komme hjem til lejligheden og slappe lidt af. Der gik ikke lang tid før end han var der henne, da han havde løbet noget af vejen, han havde også købt nogle chips og tre liter is samt de film hun havde snakket om at hun gerne ville se. Hurtigt fik han låst sig selv ind, og gik op af de mange trapper og kom til døren som han gik ind ad, og pustede let ud, hvor efter sko og jakke blev taget af og hans pose i den ene hånd. Han gik hurtigt ud i køkkenet da han mente at Adi nok ville være der, og havde nu allerede lyst til at gå tilbage til diskoteket da han så hende sammen med hans bror, ”Når.. hm.. undskyld jeg kom forsent… blev overfaldet på vejen af nogle venner der slæbte mig hen til et diskotek..” mumlede han lidt og vente sig om hvorefter han gik ind i stuen og stillede posen og derefter ud på gangen og tog sine sko og jakke på endnu en gang, ”Men i hygger jer jo… så skal ikke forstyrrer…” blev der sagt imens han gik ud af døren og videre ned af trapperne.

Hun kiggede på ham, med store øjne, da der aldrig nogen sinde var nogen som havde sagt det til hende. Hun tog en dyb indånding. Mens at hun bare prøvede at holde tårerne tilbage, hvorfor skulle kærlighed også være sådan en pain in the ass, hvorfor kunne hun ikke bare være forelsket, i fx Davin? Hun mumlede stille, noget med at Jac aldrig ville kunne se at hun var smuk inden i. Hun vidste i hvert fald ikke hvordan at hun skulle få hans øjne op for, at man godt kunne finde kærlighed nok i en pige, og man ikke behøvede at have sex med flere piger. Hun sukkede stille, og lagde sig igen ind til Davin, og følte sig et eller andet sted, rigtig tryg ved at være i hans selskab, noget hun ikke rigtig gjorde når hun var sammen med Jac. Måske på grund af alle de ting som der var sket. Mon hun ikke bare skulle opgive den kærlighed og... Mere nåede hun dog ikke at tænke, før at hun opdagede Jac stå og kigge på dem "Jac.." mumlede hun stille, og nåede ikke at forklare sig, før at han var ude af døren. "nej.." mumlede hun såret og skyndte sig ud af Davins greb, og løb barfodet efter Jac, hvor hun endelig nåede at gribe hans arm "jac.. lad være med at gå, er du ikke sød?" sagde hun stille og kiggede bedende på ham, mens hun virkelig håbede på at han ville blive, hun ville jo bare sige til Davin at han skulle tage hjem.

Han kiggede hen imod Jac som så var ude af døren før end han kunne nå at gøre noget, kiggede derefter ned på Adilene som kom ud af hans greb, mens en stille mumlen gled ud af hans læber, hvis han ikke snart fik banket noget ned i låget på Jac vidste han virkelig ikke hvad han skulle gøre, og han var også utrolig skuffet over hans forældre at de havde givet så meget opmærksom hed til de tre ældste men havde glemt den yngste, som måske havde haft mere brug for det end dem. Han kiggede hen op Jac som ingen længe var ude af døren igen. Med et langtrukket suk, og tanken omkring at han Jac kun så det han ville se uden at have yderligere forklaring omkring hvordan det hele forgik gled hen i den ældre storebrors tanker. Han måtte vel ringe til sin far en gang i aften også må han aftale noget med hans bror om at de skulle have Jac på en eller anden prøve af en form, i grunden var han rimelig sikker på at Jac holdte et eller andet skjult for Adilene og alle andre omkring ham. Af hvilken grund, var han virkelig ikke sikker på.

Utroligt hvad an kunne forvente, selvom han var rimelig klar over at det sikkert havde været hans egen skyld, men når man så kom hjem med film hun havde snakket omkring i over en måned, og en masse andet de kunne hygge sig med for at gøre aftenen fed, så skulle hans bror være der. Hans ældste bror som oven i købet havde et øje til Lén. Hvorfor dette generede ham, vidste han ikke, var der overhovedet noget som helst som han vidste? Det føltes virkelig ikke sådan. Tankerne fløj afsted sådan som han kom længere og længere væk fra opgangen men blev til sidst hevet i armen, ”Lade være med hvad?! Jeg havde set frem til en hyggelig aften med dig, også står du og krammer min store bror, skrid dog op og vær sammen med ham, skal da ikke spolere noget som helst.” Snerrede han af hende og vendte ryggen til igen og gik sin vej så han kunne være alene. Han havde ikke behov for nogen lige nu, lige nu ville han være alene med sine tanker.

"Jac, hold nu op.. Jac!?" råbte hun efter ham, men han var allerede så langt væk, at han sikkert ikke en gang kunne høre hende. Og det var først der hun lagde mærke til tårerne der gled ned af hendes kinder, hvilken dag. Hun havde stået op tidligt om morgen, for at starte på forbredelserne, hvor hun også havde lagt sidste hånd på hendes gaver. Hun tog en dyb indånding, og prøvede at fjerne tårerne, men det hjalp ikke rigtig, da de bare blev erstattet af nye. Langsomt, gik hun tilbage til lejligheden, og havde en følelse inden i, som gjorde at hun havde mere eller mindre lyst til at lægge sig til at dø. Bare, glemme alt det som der var sket i dag, også håbe på at hun fik en ny krop, hvor hun da i det mindste kunne bruge sit hoved en lille smugle mere!? Hendes øjne betragtede langsomt Davin, da hun igen kom ind i lejligheden, stadig med tårerne der gled ned af øjnene. Med små skridt gik hun ind i stuen og kiggede på posen som Jac havde haft med, og bed sig hårdt i læben, for ikke at bryde fuldstændig ud i grød, over at han havde lejet de film som hun havde talt om så længe at hun rigtig gerne ville se. Hun tog dog isen ud, og gik hen for at putte det i fryseren, og begyndte derefter at gøre alle gryderne rent, og putte maden hun havde lavet i bøtter, da hendes sult var forsvundet med det samme "hmm.. du kan bare tage hjem.. du behøver ikke blive" mumlede hun stille, og kiggede trist over mod Davin, for derefter at gå ind på hendes værelse, og finde gaverne frem. Hun ville ligge det ind på hans seng, så kunne han da se det, når han på et tidspunkt kom tilbage. Hvilket hun håbede var snart, så hun kunne forklare sig selv.. der var jo intet i det som lå i det, med at hende og Davin stod og krammede. I grunden vidste hun jo ikke en gang, at Davin havde noget for hende, havde aldrig tænkt det på den måde. Endnu et suk gled igennem hendes læber, som hun gik ind på hans værelse, for at lægge de gaver hun havde lavet til ham.

Davin stod tilbage og overvejede lidt hvad han skulle gøre, han var mere eller mindre skuffet over Jac, men også ham selv og resten af familien. I grunden var det rimelig forsent at rette op på den fejl de havde lavet, men det skadede selvfølgelig ikke at prøve. Han brummede lidt og lukkede sine øjne kort, hvorefter han lod en hånd glide igennem hans hår og trak det tilbage fra hans øjne. Imens han overvejede om der var noget han måske kunne gøre. Selvom han nok ikke var til den store hjælp lige nu. Blikket gled hen imod Adilene som begyndte at ordne det hele og brummede lidt til svar til det hun sagde imens han lænede sig op af det høje bord, ”Du kan heller ikke blive her med alt det der er sket, du har behov for at komme væk herfra..” sagde han så, og fugtede læberne lidt, hvorefter han betragtede hende gøre det sidste klar, ”Du kunne komme med hjem til mig? Kan sove på sofaen hvis det er… Du skal nok bare lige give Jac besked…” tilføjede han inden han strakte sig, og gik ind i stuen for at tage filmene frem og stille dem henne ved det store fjernsyn som Jac havde taget med sig, hjemmefra, hvorefter blikket gled hen på hende igen.

Hun betragtede ham lidt, da han sagde at hun havde brug for at komme ud. Ja, det havde hun måske? Hun tog en dyb indånding, og nikkede så som sin bekræftigelse, "jo.. jeg tager med dig hjem så.." sagde hun med et stille smil på læben. Fandt noget papir og en blyant frem, og skrev at hun var taget hjem til Davin, hvis der var noget han ville hende. Hun sukkede stille, og ville ønske at der var noget mere hun kunne skrive, men hun vidste bare ikke hvad det skulle være. Hun trak jakken hen over skuldrene, og gik så der efter med ham, ud af døren og låste den efter sig. Hun håbede at Jac havde fået nøglerne med sig, eftersom at han var gået ret hurtigt ud, men han ville sikkert ringe, det håbede hun da i hvert fald.

Hun betragtede stille lejligheden som hun trådte ind i, og grinede stille "din mor som der har dekoreret den?" sagde hun med et smil på læben, og tog jakken af, og smed skoene, mens at hun betragtede det hele, og var nu i grunden bare træt. Efter noget tid, placerede hun sig også i sofaen, hvor hun væltede til den ene side af udmattelse, og faldt ret hurtigt i søvn.

Han smilede stille til hende og nikkede, hvorefter han tog jakke og sko på, og smuttede ud af døren sammen med hende og ned af gangen og kom så ud til gaden hvor turen gik hjemad mod ham. Selvom de var nød til at tage bussen først, selvom det nu ikke gjorde så meget.

Da de endelig var kommet ind i varmen, kunne han ikke andet end at ånde lettet ud over det han tog en dyb indånding og kiggede lidt rundt og derefter hen på Adilene, og smilede lidt, ”Ja hun synes at jeg ikke har nogen form for ’sans for mode’ og dårlig ’boligindretningsevner’ åbenbart.” sagde han og gik ud i køkkenet hvor han fik lagt det sidste opvask ned i opvaskemaskinen, og skulle lige til at spørger om noget på sin vej ind i stuen men så hun var faldet i søvn på sofaen. Han smilede let sørgmodig og gik hen til hende, hvor han tog hende op i sine arme lige så forsigtigt og derefter ind i soveværelset hvor han lagde hende i sengen, tog dog ikke tøjet af hende da han syntes det virkede lidt underligt når de jo ikke havde kendt hinanden så længe igen, og trak derfor dynen hen over hende hvor efter han gik ind i stuen og tog sin mobil hvorefter han tastede sin fars nummer, det var dog hans mor der tog den, ”Hey Mor… jo jo… det går fint… kan jeg lige få far? Tak..” sagde han så og ventede på at øret blev videregivet til hans rollemodel.

En fredelig aften, med en af avis, sin kone.. og ingen børn overhoved. Dette var nu livet. Han sukkede stille, som han førte kaffen op til munden, da hans mobil pludselig ringede, og det meste af den varme kaffe røg ud over hans hvide t-shirt "Laya, tag du den ikke lige? Og hvis det er Mira, så sig, at jeg ikke er hjemme.." brummede han, og kunne tydeligt huske da hun havde ringet omkring hendes mand som der var i rusland under tortur, han havde ikke lyst til endnu et telefon møde som dette, med hende.
Da han kom tilbage igen, betragtede han Laya som der rakte ham telefonen og sagde at det var hans ældste søn. Han brummede en smugle og tog imod telefonen "Hey Davin, hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte han, og lyttede lidt til det som han havde at sige og nikkede så "hmm, jeg forstår godt hvad du mener.." sagde han stille og gik ind i et andet rum, for at tale mere eller mindre i fred med Davin "Jeg har tænkt mig, at spørger om han skulle være interesseret i at være sammen med mig i morgen eller i over morgen, kommer jo an på hvornår han har tid.. føler selv, at han nok er blevet sådan, fordi at ingen af os rigtig har lagt vores opmærksomhed på ham, og det var først da han begyndte at begå de fejl som vi ikke syndes om, at vi rakkede ned på ham.. det er vel den måde han får sin opmærksomhed fra os... og nu er det gået hen og blevet en indgroet vane.." brummede han mere eller mindre til sig selv. Men det var den følelse han havde gået med, i det sidste mange år, og han følte sig i den grad ansvarlig for hvordan at hans søn gik rundt og teede sig på det sidste.

Han ventede lettere tålmodigt imens hans mor fik overbragt beskeden videre omkring at han havde ringet til sin far, og fik ham så i røret, ”Hey far… Jac er ved at løbe for langt ud på noget han ikke selv kan styre..” startede han så ud med og kiggede lidt indtil soveværelset og overvejede om han skulle fortælle omkring episoden her i dag, men tænkte nok at det ville Jac selv gøre hvis han ville det. Han fugtede læberne og nikkede lidt, ”Jeg tænkte om du ikke kunne finde nogle ting at sige til ham og det, også vil mig og Black finde på en eller anden form for vædemål som Jac skal overholde eller han flytter hjem igen. Skal bare lige hvad Black med på idéen..” han nikkede lidt til det hans far sagde og sukkede stille imens han ventede på han var færdig med at snakke, ”Han kommer nok forbi i morgen eftersom jeg var over i Adilene og hans lejlighed for at overraske ham, men han gik igen da han kom op… han fortæller dig nok omkring det i morgen… bare se om du ikke kunne ramme nogle ømme punkter på ham..” sagde han så og gik lidt frem og tilbage og kiggede derefter op i loftet og.
Det var nu utroligt med hans lillebror måtte man sige, han rystede lidt på hovedet imens han overvejede hvordan det ville gå. ”Men du skal nok ikke regne med det store fra ham i morgen, så hellere bare møde op ved hans dør og bede ham om at gå en tur.” da han var rimelig sikker på at Jac nok bare havde trukket på skuldrende af det eller noget.

"jamen.. jeg snakker med ham første ting i morgen.." sagde Kyle og nikkede lidt til det som Davin sagde, men vidste ikke helt om et vædemål ville klare det at skulle knække nøden hos Jac "Davin, spørgsmålet er bare at være der for Jac nu.. men hvis du mener at et vædemål er vejen for at åbne hans øjne noget mere.. så gør du det, bare husk, at det handler lige så meget om at skulle snakke med ham, og måske være der mere for ham i hverdagen, så han ikke er så alene, og får lov til at gå med tanken om, at vi kun gider at være sammen med ham, når han nu igen har opført sig idiotisk.." brummede han, og fugtede læberne "men jeg vil smutte i seng, også pas godt på Adilene ik? Hun er en sød pige, og den eneste som faktisk ser Jac for hvad han i virkeligheden er, nu skal vi bare få Jac til at forstå.. at de kvinder han har noget seksuelt med, udnytter ham mere end han udnytter dem.. Men godnat.. vi snakkes ved" med disse ord lagde han på, og betragtede Laya med et stille smil på læberne, inden han gik over og kyssede hende på kinden "jeg elsker dig.." sagde han stille, og gik derefter ind i soveværelset, for at gøre sig klar til at gå i seng.

Næste dag ved en 9 tiden, stod han allerede uden for Jacs dør og bankede på. Han var ligeglad hvor længe han havde været ude og tænkt over tanker, som der sikkert ikke gav mening i den lille drengs hoved. I Kyles øjne, var Jac stadig den lille dreng, som der havde siddet på hans skød og hævet i hans hår, fordi at han havde givet Davin eller Black mere opmærksomhed, hvis han dog bare havde set det før nu, kunne han havde undgået alt dette. Men nu måtte han prøve at rette op på sine fejl, lige som hans far havde rettet op på sine i sidste ende. Han tog en dyb indånding, han havde allerede i tankerne om at de skulle forbi hans gravsted. Både hans mor, og hans far var gået bort i alt for tidelig en alder syndes han selv, men på en måde kunne han slet ikke forstille sig, hvordan at hans far ville have været som en 70 årig, og hans mor dødede under fødsel af hendes fjerde barn. Han sukkede stille, og kiggede tålmodig på døren, og ventede på at Jac endelig stod i dør åbningen "kom Jac.. lad os gå en tur" sagde han, med et stille smil på læben, og tog sig ikke af Jacs beklagninger om at det var alt for tideligt, og at han bestemt ikke gad "kom nu.. det behøver ikke være en lang en.. men du har godt af noget frisk luft."

Han fugtede læberne da han sad med sin skål cornflakes, dog ikke de der sukker søde cornflakes som de små rollinger åd af. Der gik ikke lang tid før end han var færdig, da opgangs telefonen kimmede, han brummede lidt og regnede nu med det var postbudet, og fik hurtigt taget hættetrøje og halstørklæde derefter nogle skinny jeans, hvorefter han gik ud af døren og ned til hoveddøren, men opdagede sin far i stedet. ”Hvad… vil du far?” spurgte han så lettere undrende, og hævede det ene bryn af ham og forstod ikke meningen med det her, syntes faktisk det var komplet underligt da det var første gang han havde opdaget hans far gøre det her. ”Hmm… er det ikke lidt for tidligt?.. nogen skal jo tage imod postbudet?”… sagde han så, og vidste ikke lige hvor meget lyst til dette han havde, men kunne vidst ikke lige komme uden om det, og sukkede så da han ikke fik lov til at gå nogle vegne under alle omstændigheder. Det var nu et held han havde taget nøglerne med ned og sine gummisko. Han lukkede døren efter sig, og gik ned på fortovet ved siden af sin et hoved højere far. ”Når?” spurgte han så og gik langsomt efter ham imens han kiggede ligefrem og begravede sine hænder i sine lommer. Et stille træk på skuldrende blev taget over spørgsmålet, og kiggede op på sin far med missende øjne for solen, ”Fint nok, tror jeg? Hverdag kan vel gå bedre…” kiggede derefter frem for sig igen, og gik videre.

Et smil bredte sig hen over hans læber, mens han rystede lidt på hoved, og ventede bare på at Jac ville gøre som han havde fået besked på. Sådan havde det altid været med Kyle, hvis at hans børn havde fået besked på noget, også ikke ville gøre det, stod han bare og kiggede på dem, uden at svare, ind til at de havde gjort det som de havde fået besked på. Det plejede nu at virke ret godt, også behøvede han heller ikke skælde nogen som helst ud. Han sukkede stille, og begyndte lige så stille at gå hen over fortovet da Jac endelig besluttede sig for at følge ham, om der så kom et postbud eller ej, så havde Kyle ikke tænkt sig at lade hans søn smutte ud af fingrene denne gang, nu skulle de have noget far og søn tid. "hvordan har du det?" spurgte han, hvor efter øjnene langsomt betragtede ham, for at afvente hans reaktion og hans svar. "Hmm.. Sådan er det jo for os alle sammen, op og ned turer.. men det var ikke helt svar på mit spørgsmål. Jac, hvordan har du det? Hvordan har du det virkelig.. at sige jeg har det fint nok, er bare en måde at svare uden om på et spørgsmål, man måske ikke helt har lyst til at svare på. Hvis det er tilfælde.. så sig du ikke rigtig har lyst til at svare.." sagde han i et rolig stemmeleje, og kiggede frem og tilbage, da de var kommet til et fodgænger overfælt, og gik over, da bilerne valgte at stoppe for dem. Dette skulle nok blive spændende, hvordan det ville foregå. Hans hænder gled langsomt ind i hans rød hvid tegnet skovhugger jakke, mens de sorte øjne, lagde sig over på hans yngste søn igen, ham som han nok havde svigtet mest af alle "er du vred på mig? Fordi jeg aldrig var der?" spurgte han så lige ud, måske noget han havde givet videre til Davin, ikke at tie, med de spørgsmål som der gled rundt i hoved på en. Hvilket kunne være en ret god evne nogle gange, andre gange.. kunne det virkelig bringe en i knibe, hvis man ikke tænke sig en ekstra gang om.

Han brummede lidt og kiggede lige frem for sig imens han ventede på at hans far var færdig med at snakke, ”Mit liv går fint nok, kompliceret ind i mellem og oftest forvirring men sådan ligger det vel til unge mennesker.” svarede han bare, og kiggede lidt rundt omkring sig, og tog en dyb indånding imens han ikke helt forstod meningen med alt dette her. Men gik bare videre og kiggede derefter op på himlen hvor skyerne gled hen over den blå himmel, det blev dog vendt videre imod fodgængerflettet som de skulle til at passerer når det blev grønt igen. Gik over og fortsatte videre frem ad, hvor efter han kiggede hen på sin far, ”Desuden nytter det alligevel ikke at holde inde omkring hvordan mit liv er og hvordan jeg har det som person… Du kender mig vidst godt nok til at vide hvordan jeg har det.” brummede den unge stemme, alligevel havde den en form for dyb klang hen over sig. Han kiggede hen på sin far lidt og måtte endnu en gang hæve brynet over ham, var han vred på ham? Måske. Men nok ikke så meget vred fandt det mere naturligt ville han tro, ”Det er vel lettere at fortsætte videre på dem der mere udviklede end andre. Sådan er det vel?” sagde han og kiggede lidt ned i jorden, jo han var måske, en smule vred, men mere skuffet, i grunden havde han aldrig rigtig tænkt over det, det kom ham bare naturligt at han var nød til at gøre noget andet end gode ting for at få lidt respons fra sine forældre. Men var det ikke sådan? Han anede det ikke, men der var sikkert heller ikke så meget han vidste. Blikket gled hen på hans far og smilede en smule skævt, ”Sådan er det vel, ældre børn er lettere at arbejde videre på når man først har fået dem givet den viden de mere eller mindre har behov for.. så tager de alt andet hurtigere til dem, mens nogen andre er nød til at lærer det hele selv. Men jeg ved faktisk ikke om jeg er vred på jer.” sagde han så for at understrege at ingen af hans forældre havde været der specielt meget for ham.

"jeg kender dig ikke specielt meget Jac.. og selvom du måske minder om mig, da jeg var i din alder.. så vil der altid være ting som du gør, som jeg ikke vil kunne forstå, og ting som jeg ikke vil bryde mig om.. og det er måske mere af den grund for at jeg gerne vil snakke med dig.." sagde han stille, og kiggede over på den yngre dreng, og smilede skævt til ham, der var omkring en god halv times gang, hen til kirkegården hvor begge hans forældre lå. Faktisk gjorde det ham ikke så meget mere, at det ikke var der i hans liv, men lige i starten, havde han aldrig i sin vildeste fantasi troet at han faktisk ville overleve det. Men nu stod han her, var kommet ret godt igennem livet, men det var vel lige så meget takke været hans søskende, som var det hans forældre der havde hjulpet ham på vej, til at blive den mand som han var i dag. Han tog en dyb indånding og lod Jac tale ud omkring det han havde på hjertet omkring at han ikke sådan set var vred på dem, men man kunne godt spore skuffelsen "Jac.. du burde aldrig have skulle gået alene igennem livet, og om der så var andre børn end dig, burde du have fået lige så meget opmærksomhed, og jeg ved at jeg nok ikke kan rette op på det nu, men du skal vide.. jeg er ked af jeg ikke har været der, og jeg gerne vil undskylde, for at jeg ikke har været den far, som jeg burde have været for dig.. og jeg er ked af, jeg har gjort til sådan en idiot.." det sidste sagde han dog mere for sjov, men han mente det nok mere, at det var lige så meget hans skyld, som det var Jacs skyld, at han var som han var i dag. "Men Jac, vi bliver nød til at snakke omkring din opførelse.. og det er nok også mere derfor jeg er her i dag, lige så meget som at sikre mig at du har det okay.. Hvad skete der i går?" spurgte han, og vente igen det sorte øjne mod hans søn, da han ville have det hele at vide fra hans mund, og ikke fra Davins, det var ikke hans næse at skulle stikkes i denne sag, det var noget mellem Jac og Adilene, og ham, da Jac i den grad havde brug for at få noget hjælp, den hjælp som han skulle have, første gang han var inde i kæreste halløjet. Han brummede lidt og snøftede en smugle, over kulden der bed i hans hud og næse især. Men han tog sig dog ikke så meget af det, og ventede mere på svar fra Jac.

”hmm… i stedet for at dømme det på den måde, er det her som jeg er nu… en player? Nok det bedste du kan komme ud for, i stedet for at jeg har kriminalitet i ryggen…” sagde han så og kiggede lidt rundt og lyttede til hans far som snakkede omkring hans opførelse og så videre. Han fugtede læberne lidt og kiggede op på sin far, ”Intet menneske har det helt okay, fortiden hjem søger altid ens hjerne når man mindst venter det… men hvad der skete i går… hmm Adilene havde bedt mig om at hente nogle film og andet med hjem til lejligheden, da jeg var kommet ud fra blockbuster, overfaldt de andre mig og slæbte mig hen til diskoteket, som deres surprice party, fik mig en øl eller to inden jeg vendte næsen hjem igen, da jeg var kommet hjem så det ud til at Davin og Adilene hyggede sig gevaldigt…” han trak lidt på skuldrende og kiggede lidt ned på fortovet og derefter op igen med missende øjne, ”Så jeg skred…” sagde han som var det en normal ting. Selvom kulden var rimelig hård og hvad vidste han, havde han ikke så meget imod det, faktisk kunne han godt lide det, hjalp ham med at holde ham selv vågen og den slags. Han vidste ikke helt hvad hans far ville bruge det til, hvis han havde tænkt sig at give ham lektioner i hvordan han behandlede en kvinde gad Jac slet ikke at hører på hans metoder. Det var bare for klamt efter hans mening, ikke tanken om at holde sig til en person, men bare tanken om at snakke med sin far omkring noget så privat, og seksuelle erfaringer kunne man vel sige. Han fugtede læberne lidt og kiggede hen imod kirkegården der lå noget længere fremme og havde nu i grunden aldrig rigtig nået at møde hans bedsteforældre, hans farmor var død inden han sådan rigtig kom til verden faktisk, farfaren havde han mødt en gang eller to, hvor efter han var gået bort på grund af en knude i hjertet som var blevet behandlet forsent. Men sådan kunne det jo selvfølgelig gå.

"hvorfor skred du?" spurgte han i stedet, for at skælde ham ud, at det var det forkerte han havde gjort. Han var nu ret kold over for, at Jac ikke fandt ham den rigtige at snakke med sådan noget om, men hvis at han ikke snakkede med ham om det, hvem havde han så tænkt sig at gøre det med? Det var nu ikke så meget det, at Jac ikke ville snakke med ham, men mere følelsen at hvis han ikke ville snakke med sin far, ville han i det mindste vide at han snakkede med en anden omkring hvordan han havde det, og ikke en af hans venner, da det sikkert bare ville gøre det hele være. Nej, så skulle det være en voksen som han så op til, som han faktisk gerne ville snakke med disse ting omkring. Egentlig havde han på fornemmelsen, at hvis han i dag ikke ville kunne få Jac til at tale, måtte han få Troye til at hjælpe sig. Han sukkede lige så stille og gik hen til lågen som førte ind på kirkegården, og gik langsomt hen mod deres gravsten som der var lidt længere inde. Han betragtede stille sønnen, som lignede ham mere end godt var. "Og et helt andet spørgsmål, synes du det er fedt at være en player, hvad er det du så godt kan lide, ikke at behøve at binde dig til en person, og rende rundt til kvinde efter kvinde, som egentlig bare udnytter dig, fordi du er den person.." spurgte han lidt efter, da de endelig stod over for gravstenene, og kiggede ned på navnene 'Matthew og Mie Knights'. Han sukkede stille, og savnede dem nu, selvom de havde været nogle forfærdelige forældre, ind til at de havde fået Cath, så var det blevet bedre, først da Teddy var kommet til, fandt de ud af hvordan de egentlig skulle være. Men der havde det været for sent for Kyle, han var blevet præcis som Jac var nu "det er sjovt.. jeg var præcis som dig, da du var i den alder som du er nu.. jeg rendte fra den ene kvinde til den anden.. mens at din mor havde været forelsket i mig i længere tid.. Det er derfor at hun hader din opførelse.. fordi det minder hende omkring hvor såret hun var, at lige meget hvad hun gjorde så så jeg hende aldrig, men altid dem der så bedre ud, og dem som havde lidt bedre former, eller bare så en smugle bedre ud end hende.. grunden til at jeg blev sådan.. var fordi at min mor efter hun fødte mig, gav mig væk til Brandons forældre, og gled selv ind i misbrug.. og blev indlagt flere gange.. jeg havde aldrig mødt min far, før at jeg blev 6 år.. og hadet ham før at gøre det mod min mor.. at han gik fra hende uden nogen grund rigtig.. Var vred på ham, fordi at jeg mente at han var skyld i, at min mor var lige ved at dø.. og vred på ham, fordi at han aldrig var der for mig.. og når han så fandt ud af jeg faktisk eksisterede rev mig væk fra den eneste familie som faktisk havde været der for mig.. Det var så min hævn, at være den værste søn man kunne ønske sig.." sagde han, og fnøs lidt, over hvor dum han i grunden havde været. "Jac, hvad har du tænkt dig at gøre, når du bliver 50 år, og damerne ikke længere gider dig? Har du så tænkt dig at være en ensom mand, som sidder med sine halvtreds katte?" sagde han, og betragtede ham med et stille smil.

”Fordi jeg blev vred…” sagde han så og kiggede lidt på kirkegården, han hadede kirkegårde og selve kirken i helhed, havde aldrig brudt sig om det, han havde heller aldrig nogen sinde rørt biblen, om det så skulle blive hans død. Han tog en dyb indånding og kiggede op på sin far, og trak lettere nyttesløst på skuldrende da han ikke ligefrem kunne se nogen grund til at skulle blive ved med at modsige ham om det ene eller det andet, da han jo som sædvanlig altid fik hvad han forlangte. Han kiggede lidt rundt, og kunne allerede fornemme den utilpasse fornemmelse omkring at være ved stedet her. Der var mange ting som Jac hadede mere end noget andet, men det der stod højst på listen var; kirken, kirkegårde og hospitaler. Han kunne ikke forklarer, hvorfor, men han brød sig bare ikke om sådan nogle steder. Han brummede lidt og kiggede på gravstenen af hans farmor og farfar og vidste ikke helt hvad han skulle sige, han kendte dem knap nok på grund af hans sene fødsel. ”Jeg kan godt lide følelsen af at de ikke kender mig.” sagde han og trak lidt på skuldrende, han vidste ikke lige hvorfor, men han brød sig ikke om at folk kendte ham for godt, havde det mere eller mindre som om de snagede i hans privatliv hvis de gjorde. Han stillede sig hen ved et træ og lænede sig op af det imens hans far endnu engang snakkede, nu bare omkring hans fortid, eller rettere baggrund. Hvad så hvis hans far mindede om ham, eller rettere han mindede om ham. ”Du burde have givet dem en chance… din far havde måske grund til det, da alt begyndte at ramle for ham, og han ikke kunne holde væggene på afstand, og derfor flygtede til sit eget skjule sted. Kom tilbage da farmor havde brug for ham. Han tog dig sikkert heller ikke væk fra al familie, prøvede bare på at skabe en ny familie, hvor han også var med, som en måde på rette op på tingene. Din hævn om at blive en dreng om at rende fra kvinde til kvinde var dit valg fordi du var usikker på hvordan det skulle tackles, indtil at onkel kom at spærrede dig og mor inde på samme værelse..” brummede han og kiggede lidt væk og derefter hen på sin far, ”Jeg har hørt historien..” sagde han så og skubbede sig væk fra træet og knækkede nakken, ”Du ved ligeså godt som mig, at jeg hader katte mere end pesten..” men trak lidt på skuldrende, ”Til den tid er der nok ingen der vil have mig selvom at tanken om at binde sig er fin, jeg tror bare ikke rigtig at det er noget der er for mig…” sagde han og var nu ikke helt sikker på det, men han kunne ikke helt forstille sig selv være bundet til en. Det virkede bare underligt i hans hoved, nok mest fordi han ikke havde været ude for det endnu men sådan var det jo. ”Kunne lige så godt være munk, selvom jeg hader gud…”

Hans øjne kiggede irriteret på hans søn som der egentlig ikke rigtig hørte andet end det han selv ville høre. Den stærke hånd, greb ret hurtigt fat i sin søns arm, og trak ham hen foran grav og lagde sine hænder på hans skuldre, og tog en dyb indånding "bare fordi at jeg selv valgte at være den jeg var, betyder det ikke at min far ikke kunne have været der for mig, og jeg havde måske ikke grund til at hade dem, men der var ingen af dem, som stoppede mig fra at hade dem, der var ingen der var der for mig, da jeg var mindre, og da jeg så blev ældre, troede jeg det jeg gjorde, var det som jeg var skabt til, og det som jeg egnede mig bedst til.." brummede han, og holde hænderne på sønnes skuldre, så han ikke gik nogle vegne den her gang. "Jac, du må forstå.. at den måde du ter dig på, ikke er i orden.. men lige så meget, er det min skyld at du er blevet som du er blevet, det er nok det jeg mener omkring det med at jeg hadet mine forældre.. Bare fordi at jeg hadet dem, og bare fordi at jeg mente at den eneste måde jeg fik deres opmærksomhed på, var at gøre de ting, som jeg inderste inde, godt vidste ikke var de bedste.. betyder det ikke at det er sådan du får vores opmærksomhed Jac.. ud over at din mor hun nu opgir overhoved at skulle opdrage dig, og går i seng med følelsen hver aften, at hun hader den dreng du er blevet til.. og føler at vi ikke har gjort vores opgave.. Så.. er du sikker på, at du ikke er skuffet eller vred?"

Han kiggede op på sin far der greb fat i hans arm og trak ham hen til gravstenen, hvor han ikke fik lov til at flytte sig nogen steder, hvilket han ikke brød sig om. Men nu havde han ikke ligefrem noget valg. Han kiggede ned på graven og betragtede den imens hans far snakkede løs. Han vidste jo godt at det ikke var iorden, men nu var han altså blevet til dette, ikke rigtig fordi han selv brød sig om det som sådan, men der var ikke så meget at gøre måtte man sige. Han kiggede ned på jorden i stedet for på gravstenen da han ikke brød sig om dets udseende, ikke så meget med hvordan det så ud og sådan, bare stedet kunne han ikke lide. ”Hm.. jeg har sagt jeg er skuffet… men eftersom i blev ved på denne måde virkede det ikke ligefrem som om i lagde mærke til ret meget andet end mine ’skarnsstreger’ og hvordan jeg stopper igen er et godt spørgsmål..” sagde han så og ventede på at faderen ville give slip på ham. Selvom det nok ikke skete lige med det samme. Han brummede lidt og kiggede rundt imens tankerne overvejede hvad andet hans far havde tænkt sig at sige til ham. ”Og nej det er ikke lige frem fordi jeg nyder at få den dårlige opmærksomhed, men sammen med piger der flokkes omkring mig, for jeg da noget opmærksomhed i stedet for at blive ignoreret.” kom det så fra ham til sidst, som det afsluttende af hvad han ville sige, da han ikke lige vidste hvad andet han skulle sige til hans far.

"hmm.." kom der stille fra Kyle og lagde armen omkring Jac og trak ham ud fra kirkegården igen, da han nu havde lidt nok der inde. "jeg ville ønske jeg kunne gøre det hele om.. men det kan jeg ikke, så nu, må jeg vel bare være den far for dig som jeg aldrig var" sagde han med et smil til ham, "dine brødre har også et vædemål som de vil slå af med dig, eftersom de mener det er den eneste måde at komme ind i din hjerne skal på" drillede han ham, og gik langsomt ned af, til søen, bare for at kunne snakke noget mere. "Hmm, og du kan ikke få opmærksomhed, uden at skulle være sammen med alle disse piger? Der er måske ikke andre måder, hvor på, at du kan føle at du faktisk er lige så speciel som alle andre?" spurgte han, mens at øjnene kiggede rundt i luften, dog stadig med lyttende øre. Han sukkede stille, og ville virkelig ønske at han kunne gå tilbage, og ændre alt det han havde gjort galt, og det værste var, at han ikke rigtig kunne lærer af de fejl som han havde lavet, fordi at han fik ikke nogen ny chance. Dette var ikke som et forhold med en, men dette var et søn og fader forhold, et som man havde en chance for at gøre det rigtig, derefter var det eneste man kunne gøre, at finpudse det man havde gjort af skade. Men han var ikke sikker på at han længere kunne nu at gøre nogen forbedring. Han brummede stille og lukkede halvt øjnene, mens at de lagde sig ned på de skridt han tog "måske siger jeg det ikke særlig tit Jac.. men jeg er stolt af dig, jeg er stolt af de ting du udretter, du klarede dig rigtig flot på militær lejer, og det skal du have stor ros for.. du skal nok blive noget stort en dag min søn.." sagde han med stolthed i stemmen "jeg er heldig at kunne kalde dig min søn.." han klemte ham en smugle mere ind til sig "og jeg holder lige så meget af dig, som jeg holder af de andre af mine børn."