As before?

"Mor, lad mig være.. LAD MIG VÆRE!" råbte den nu 19 årige Abigail, som rev sig ud af hænderne på hendes mor, som der prøvede at få hende af med tøjet. "jeg kan godt selv.. jeg.. kan.. godt selv.." hun greb hurtigt omkring en stor t-shirt, og hæv den hen over hoved, greb jakken og trak sine converse på inden hun løb hurtig ud af døren. Hun havde det af helveds til, virkelig. Hvorfor skulle det hele være så svært? Smerterne fra hendes mange operationer var ikke gået væk endnu, folk som havde prøvet at hjælpe hende, havde ikke kunne kurre det helt. Og hun følte sig som et fucking misfoster, der aldrig nogen sinde ville kunne klare sig selv.. og den eneste tidspunkt, hvor hun havde været glad, det eneste tidspunkt hvor hun faktisk havde følt at hun kunne klare sig igennem livet, og ikke tænke på selvmord hvert øjeblik, han var skredet, skubbet hende ud af hans liv, så hun kunne komme til usa. Måske af gode grunde, men han havde skredet fra hende, skilt sig af med hende, på grund af hendes idiot til bror. Hun savnede ham, for slet ikke at tænke på, hvor mange gange folk havde været nød til at redde hende på hospitalet for alle de gange hun havde prøvet selvmord. Hun havde været bange, og alene.. for at gøre det hele være, følte hun sig ti gange mere alene nu da hun var kommet hjem, som ville hendes hjerte aldrig nogen sinde stoppe med at bløde, eller gøre ondt, når billede af hans ansigt gled hen over hendes øjne. Hvor hun var på vej hen, vidste hun slet ikke.. men efter noget tid sad hun i en bus, som hun stod af, på et helt tilfældigt stoppe sted. Det eneste hun vidste var, at hun var i byen, at det var mørkt, hun frøs, men var ligeglad... fordi kulden var i grunden, den eneste ven, som gjorde at hun kunne tænke klart, i dette liv, som hun prøvede at leve, for hendes forældres skyld.

Han fugtede læberne imens han gik igennem stræden og ventede på at der skulle ske noget, hans nye kæreste var hjemme i hans lejlighed, med dårlig fornemmelse i maven for hans vedkommende, han brød sig i grunden ikke om det, og hadede stadig Jayden for det han havde gjort. Havde end ikke snakket så meget med ham som normalt, nu måtte han da bøde for det, og så måtte han vel se om det havde været den rette beslutning hvilket det så afgjort ikke havde været, men det var vel hans bedømmelse. Langsomt lod han hovedet lægge sig en smule på skrå og kiggede hen over de mange mennesker der gik fra det ene sted til det andet, på jagt efter nye ting hele tidensom var det deres måde at få motionen i gang på. Selvom det ikke var en hel dårlig måde alligevel. Han brummede en smule imens han kiggede rundt, og lod sig ikke se sig for, og efter flere mennesker havde brokket sig over han kejtethed, satte han sig ned, og kiggede tomt ud i luften, jo han savnede hende… meget… utrolig meget. Men chancen for at de var sammen igen var minimal, han havde det som om deres skridt var så langt væk fra hinanden, hun hadede ham, han elskede hende, mere end noget andet, men nu var hun væk, og det gjorde ondt, så forfærdeligt ondt. Hvordan han rent faktisk kunne have gjort det, fået sig selv til det, sige til hende det ikke var dem, og derefter se på hendes krop blive stiv og kold, med åndenød, og ringede til Jayden om at komme og hente hende, så han kunne se hvad han selv havde gjort, det havde været hans straf imod ham. Samt så mange andre, men fandt det rimelig retfærdigt, og Jayden ville uden tvivl vide hvorfor Gilan var sådan overfor ham.
Men nu var det jo mange år siden, og verdenen lå i nye tal.

Hun så ham over det hele, bare.. over det hele. Hans ansigt, hans hår, hans hænder, hans skikkelse. Det var lige meget hvor hun så hen, så var han der. Hvorfor begyndte dette igen? Hun var kommet over ham, hun var.. kommet over ham! Et dybt suk gled igennem hendes læber, som hænderne blev begravet inde i hendes lommer, dette var virkelig ved at blive for meget for hende, der var så mange ting hun ikke længere forstod, så mange ting som der gjorde ondt, og som ikke længere blev forklaret for hende. Hendes indlæring, var ikke blevet meget bedre, og chancen for at hun nogen sinde ville få det job hun ville have, var minimum. Det havde lærene da i hvert fald ruineret for hende. Samt hendes bror. Den drøm, som faktisk var gået hen og blevet til Gilan, drømmen om at få hans børn, at stå i en hvid kjole og sige ja til at han skulle blive hendes mand. men det, var en drøm som var blevet knust, fordi at den idiot faktisk havde gjort som hans bror havde sagt. Hvor hun hadet ham, HADET ham! Hun havde ikke set at hun var gået forbi Gilan på bænken, hun gik bare, lige ud, ingen steder bare væk. Faktisk uden at vide det, på vej mod hans lejlighed, hvis det stadig var der han boet. Tre år, var lang tid, meget lang tid. Men for hende, ville hun jo bare gerne have nogle svar, og nu, ville hun måske få dem. Eller hun ville krybe væk, med halen mellem benene.

Langsomt kiggede han rundt, mærkede så hvordan mobilen brummede over en ny besked, som han havde fået, tog derfor mobilen frem, og så det var Jasmin der havde skrevet, hans nuværende kæreste sådan set. Det var tre år siden han havde forladt hende… Abigail. Blikket gled lidt ned på den tatovering han havde fået lavet den selv samme måned som han havde forladt hende, selvom det havde været imod hans vilje, men på den anden side, var det for at hun kunne blive rask, hvordan det var gået hende vidste han ikke, og hans forhold til Jayden havde aldrig været det samme igen. Han brummede lige så stille og lukkede øjnene lidt, og skrev tilbage til Jasmin, som var hans daværende kæreste ligenu, at de skulle snakke sammen senere hen på dagen. Han kunne ikke klarer at være sammen med hende, håbet om at han ville have fået det bedre havde aldrig rigtig fungeret, og nu ville han gøre en ende på det. Blikket gled op endnu engang og kiggede stille rundt imens hans ben vibrerede, på grund af en nerve der havde sat sig fast i foden. Så fik han øje på hende… der var hun.. det lilla hår flagrede afsted med den store manke hun havde, dog var huden blegere end hvad han normalt havde set den som. Hurtigt rejste han sig, og gik hen imod hende hvor han greb fat om hendes hånd og kiggede længe på hende uden at sige noget, betragtede de grønne øjne, ”Abigail…” sagde han lettere svagt, og vidste ikke helt hvad andet han skulle sige det var utroligt, selv havde han troet hun var flyttet fra stedet, men havde hun åbenbart ikke alligevel. Hjertet begyndte selvfølgelig at hamre en anelse hurtigere inde i hans bryst, tanken omkring hende vakte den tidligere glød tilbage, og savnet af hende var stort, hvordan kunne han havde gjort det..? Han havde ikke længere nogen anelse, det virkede uvirkeligt, og snart faldt alverden for ham, han glemte tid og rum, og kiggede kun på hende, med hans egne grønblålige øjne.

Hun vente sig om, da hun mærkede nogen gribe hendes hånd, og betragtede Gilan i egen høje person, da han sagde hendes navn, kunne hun allerede mærke flammen af had, og lyster skyde igennem hende. Hvordan hjertet begyndte at pumpe afsted i kroppen, det var næsten uudholdeligt. Og det var nok det der gjorde at hun sagde det hun gjorde "Undskyld, men hvem er du?" sagde hun, og tog sin hånd til sig, og rystede lidt på hoved, inden hun vente sig om, og begyndte at gå imellem menneskerne der skulle frem og tilbage, og handle de sidste ting ind, inden de skulle hjem til deres familier. Og her gik hun, imod menneskestrømmen, som den eneste kvinde der ikke kunne finde ud af sit liv, følte sig som den eneste i denne verden der havde det som hun havde. Med tårerne presset imod hendes øjenlåg, gik hun videre som intet var sket, som var hun den gamle Abigail, hende som der havde haft en hemmelig forelskelse på hendes brors bedsteven.. Hvad var der sket siden da, havde ingen rolle, der var aldrig nogen sinde sket noget siden dag. Pigen havde valgt at forholde det hemmeligt, og broderens bedsteven havde fundet sig en anden kæreste, hvor på at der ikke længere var noget venskab tilbage. Alt var væk, alt var forsvundet, hun var kun sig selv, havde kun sig selv, og måtte klare sig selv. Uden at se sig tilbage, blev hun ved med at gå, gå hvorhen hendes ben bragte sig, men hvor dette sted var, anede hun ikke. Hun var vel også ligeglad, tænke ikke over konsekvenserne, faktisk.. tænkte hun slet ikke. Det var som om at det sorte hul endelig havde fået lov til at overtage hendes sind, og nu måtte hun endelig være fri fra følelser, styrken overvældede hende, hvordan hun pludselig slet ikke følte noget overhoved. Hvordan prikken forsvandt, og hendes ansigt blev fuldstændig følelses løst.