I just want to run away - Jac & Adi

Efter at Lia var gået, havde hun bare siddet og stirret ud i luften i nogle timer, hun kunne ikke begribe det, og havde mest af alt bare lyst til at flygte væk fra alting, hun havde det svært nok i forvejen - pludselig virkede alting alt for uoverskuelig, alt det som der skete mellem hende og Jac, og nu at den familie som hun havde været nød til at leve med, slet ikke var hendes rigtige. Hun lukkede kort øjnene, inden at hun gik ind på hendes værelse, hun var nød til at komme væk nogle dage, hun kunne måske låne hendes vens sommerhus, og være der nogle dage, læse på eksamen, og bare koble fuldstændig af, også undgik hun også at skulle se på de kvinder som der kom vadende ud af Jac's værelse nu og da, mens hun sad der med ondt i maven, som var den ved at æde hende op, da hun jo ønskede det var hende som der kunne gøre det.
Men der måtte jo være en grænse, og til sidst havde hun jo sagt fra, de gange hvor chancen havde været der, da hun vidste at det aldrig rigtig ville blive mer end det. Så hvad gjorde egentlig mest ondt lige i øjeblikket? At den far og mor, og de søskende hun havde, faktisk ikke var hendes rigtige og biologiske familie, men at Lia var hendes søster, og hendes mor havde givet hende væk, for at have penge nok til det næste fix, den næste pind, eller den næste bajer til hendes mand? Hun kunne ikke begribe det. Jo mere hun tænkte over det, jo mere klar over blev hun at hun bare skulle væk her fra - bare for nogle enkelte dage.

Jac var endelig på vej hjem efter at have arbejdet lidt på en lejlighed over ved hans ven, han havde sådan set overnattet derover, da det var blevet alt for sent, og havde ikke ligefrem lyst til at komme vadende ind i lejligheden og lave en masse støj. Han fugtede læberne, hvorefter han stak nøglen ind i nøglehullet, og gned udmattet sit ene øje, imens han drejede den og trådte så indenfor. Han fugtede langsomt sine læber og kiggede lidt rundt, han syntes der var et vist antal mindre sko i entréen. ”Hjemme…” brummede han og lukkede døren efter sig, hvorefter skoene blev lagt ud til siden og jakken smidt på knagen, og gik så ind til Adilene’s værelse for at se hvad der foregik da der lød noget rumstreren der inde. ”Hey hey hey… hvad laver du?” udbrød han med brynene rykket sammen til en undrende mine, imens han gik hen til hende, og vente hende om, hvor efter han kiggede hende ind i øjnene, ”hvad er der sket, hvor skal du hen?” det var da noget at skulle komme hjem til, Adilene hvis følelser han fornyligt kun lige var blevet klar over eksisterede til hende. Og at hun nu så var i gang med at pakke, virkede som en mavepuster, og frygtede et eller andet sted at han havde gjort noget galt. Han kiggede lidt fra kuffert til hende, og ventede stadig på svar fra hende, omkring hvad hulen hun havde i tankerne. Havde hun bare tænkt sig sådan at forlade lejligheden uden rigtig at give besked? Vidst nok var han ikke lige bedre selv, men altså…

Hun nærmest hoppede en halv meter op i luften da hun vente sig fra dybet i skabet og kiggede på Jac der snakkede til hende.
"Ikke give mig sådan en chok!" fremstammede hun bare, og blev ved med at smide tøj ned i hendes kuffert, og kiggede derefter på ham, og vidste ikke rigtig hvordan at hun skulle forklare ham det?
"Jeg.. eh.. Lia min søster, eksamen her på onsdag, har brug for at komme væk i weekenden" mumlede hun usammenhængende, og pressede tøjet godt ned i tasken, hvilket slet ikke lignede hende på nogen måde, da hun altid var meget omhyggelig omkring at pakke alting ned flot og pænt, så der kunne ligge ekstra meget, her lå det bare hulter til bulder.
Hun gik forbi ham og ud på toilettet for at pakke hendes sminke og tandbørste og hvad hun nu ellers havde brug for på hendes lille weekend tur.
"Låner min vens sommerhus, jeg kommer hjem igen på onsdag, efter eksamen.." sagde hun så, kiggede stadig ikke på ham, mens at hun bare gerne ville ud af huset og bare være for sig selv så hurtigt som det nu var muligt.

Han kiggede på hende da hun nærmest hoppede den halve meter op. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til alt det her, et eller andet sted følte han sig magtes løs, og ville da gerne høre på alt det hun havde at sige, og på den anden side, ville han ikke presse hende til at sige noget imod hendes vilje. Langsomt fugtede han læberne, og kiggede på hende, da hun så langsomt begyndte at fortælle mere i dybden omkring hvad der var sket. Først anede han ikke helt hvad han skulle sige, ”ey… lad os nu ikke forhaste os med noget her…” sagde han så langsomt og skulle selv lige tygge lidt på den information, inden han tog fat om det stykke tøj hun havde i hænderne og lagde det stille på sengen og flyttede kufferten. ”Nu snakker vi lige om det her, stille og roligt, og prøver at finde en mere veltænkt løsning på det…” sagde han så og satte hende ned på sengen, hvor efter han selv satte sig ned ved siden af hende, og kiggede på hende. Hvorefter han trak hende ind i armene og vuggede hende lige så stille, fra højre til venstre, og tilbage igen. ”Tænk nu det hele igennem en gang til, jeg er sikker på Lia også har det ret svært med den her oplysning, men jeg tror ikke det hjælper dig at tage væk fra det hele, som om det aldrig er sket…” Mumlede han stille, og nussede stille hendes hovedbund. Han vidste godt han stank til det her med at trøste folk, men han gjorde et forsøg, han havde jo ikke selv været typen der græd sig selv i søvn, havde han overhovedet nogensinde grædt i sit liv? Han kunne i alt fald ikke komme på en eneste gang hvor det var sket. Han fugtede langsomt læberne imens han holdte hende ind til sig og vuggede videre.

Hun kiggede på ham, som var han kommet fra en anden planet.
Jac... havde virkelig lige sagt til hende, at hun ikke skulle forhaste sig, siden hvornår havde den knægt tænkt noget som helst igennem før han gjorde det? Hun mistænkte ham for et eller andet, han havde sikkert brug for penge, eller at hun gjorde et eller andet for ham i den her weekend siden at hun ikke måtte tage af sted, hvad mon det var den her gang?
Det var måske en ond ting at tænke sådan noget om Jac, man havde jo hellere ikke rigtig givet hende grund til at tænke andre? Hun bed sig lidt i underlæben igen, men lod ham da trække sig ned til ham, og tog en dyb indånding, og nød rent faktisk at han vuggede hende frem og tilbage, og gjorde at hun falde en lille smugle mere til ro, selvom at han ikke lige frem var den person man følte sig allermest tryg ved, ikke just efter de ting han havde udsat hende for.
"Men.. hvad nu hvis jeg bare meget gerne vil hen til det sommerhus for lige som at tænke det hele igennem... Alene?" spurgte hun stille, og kiggede op på ham, og forstod virkelig ikke hvorfor at han sad her med hende i armene og prøvede at snakke om hendes problemer og følelser, helt seriøst, havde en eller anden spist Jac, og klædte sig nu ud som ham, eller hvad?

Han brummede lidt, mere eller mindre såret og irriteret over at hun misforstod hans måde at trøste på, han forlangte intet bare at det hele gik tilbage til det normale selvfølgelig. ”Undskyld jeg prøver på at hjælpe trods mine amatørtalenter for at trøste..” sagde han så, og ruskede hende kort i håret. Inden han slap hende og rejste sig op fra sengen af. ”Men jeg synes stadig du skal tænke over det… altså angående beslutninger, jeg mener bare at Lia sikkert er lige så meget ude af flippen som dig, og ikke ved hvad hun skal stille op. At du tager et andet sted hen vil ikke gøre tingene bedre end som så, jo du får ro og fred, men det kan du også godt få her, desuden er jeg bange for du får angstanfald, så lysten til lige at lade dig gå, er altså ikke særlig stor..” brummede han og gik ud af værelset og derefter ind i køkkenet hvor han lavede noget kaffe og noget mere te, også måtte han jo se hvordan det hele endte.
Det kunne jo godt være hun blev hjemme for at snakke med ham om tingene, det ville han da i alt fald være glad for, men han vil da også være glad hvis hun bare blev hjemme også bare snakkede med en anden hvis hun ikke ville sige det til ham. Begge dele var noget han ville have til at ske, skete det ene ikke, måtte man jo håbe på det andet. Længere var den jo ikke.

Hun brummede lidt, og kunne da godt se hans pointe, men nogen gange havde man jo bare brug for at være et sted hvor man kunne være fuldstændig sig selv. Hun sukkede, og nikkede så lidt til hvad han sagde, men svarede ikke lige med det samme.
Hun sendte ham et surmulende blik, da han gik ud, og lagde armene over kors, men valgte dog at skubbe kufferten ned på gulvet og kastede sig baglæns ned i sengen og lukkede øjnene, hun anede virkelig ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, hun havde lyst til at ringe til hendes forældre, eller de mennesker hun havde boet hos ind til at hun var blevet 16 og derefter ikke rigtig havde hørt mere fra, og skælde dem ud, men hvad skulle hun egentlig skælde dem ud for? De havde trods alt givet hende tag overhoved, og mad på bordet vær dag, men et eller andet sted, hvis hun kunne undgå alt det hun havde været nød til at gå igennem på grund af dem, ville hun for alt i verden meget hellere have været hos nogen der var afhængig af sprut og hvad de ellers havde været på. For et liv hvor man selv kunne vælge frit om hvad man troede på, selv kunne bestemme over hvad man sagde, og hvordan ens liv havde været.
Men nu vidste hun jo faktisk slet ikke hvordan det havde været for Lia, men hun var der kommet godt ud af det?
Hun sukkede, og droppede helt at prøve at finde ud af hvordan hendes liv havde været anderledes hvis at de ikke havde givet hende væk, hun magtede faktisk ikke at gå det igennem hoved, og være sur og tvær over at hun ikke selv havde fået lov til at vælge hendes livs skæbne.

Han brummede lige så stille, og kiggede lidt ned på den sorte kaffekande, inden han tog to krus ned, og hældte lidt sukker i dem begge, hvorefter han fandt et, te brev som han gik udfra var hendes ynglings. Han var ikke helt sikker for at det ikke skulle være løgn. Langsomt sukkede han lige så stille og tog en dyb indånding imens tebrevet blev sat ned i det ene krus. Derefter satte han noget vand over til teen, og fik startet kaffe maskinen. Nu måtte de vel se, i alt fald kunne han kun sige, at hun burde snakke med Lia omkring at mødes en gang, over en kop te, kakaoe, eller kaffe, også få løst op i de mange spørgsmål de havde til hinanden, også kunne de vel tage den derfra. Jac var i alt fald en af dem der vidste bedst hvordan det var at blive ladt alene uden rigtig at have noget at stille op. Det var selvfølgelig så småt ved at ændre sig, selvfølgelig… hans far havde jo taget initiativet til at lærer Jac bedre at kende, det samme havde hans mor, selvom hun nærmest havde givet op omkring det. Hvilket han da også godt kunne forstå. Men pointen var jo den, at han godt vidste hvordan det måtte have føltes at få at vide at man ikke var fra den familie man nu i grunden var fra, eller han vidste det sådan nogenlunde. Selvom han vidste at både Kyle og Layla var hans biologiske forældre, følte han sig altid som et udskud fra stammen, hvilket han jo ikke helt kunne gør noget ved. Han fugtede kort læberne, og kiggede hen på kaffe maskinen og kedlen som gav sit tegn på at de begge var klar, og hældte derfor noget op til hver af dem. Hvorefter han stillede dem på det høje bord med barstolene. Blikket gled lige så stille rundt, inden han besluttede sig for at rydde en smule op herinde. Ikke fordi det rodede så synderligt meget men han skulle have noget at give sig til så han ikke skulle gå hen og blive total emo over at hun havde tænkt sig at tage væk. Han ville jo gerne have et indblik i hvordan hun havde det omkring alt det her, det var bare om hun gad at indvie ham om det.

Efter noget tid hvor hun havde ligget i sengen og tænkt det hele igennem, valgte hun alligevel at stå op, og gå lige så langsomt ud til Jac i køkkenet.
Med armene over kors, lagde hun hoved en smugle på skrå, og lænede sig op af hjørnet ind til køkkenet og betragtede Jac "fint.." mumlede hun lige så stille, og vidste virkelig ikke hvorfor at hun blev her hjemme bare på grund af at han gerne ville have det, hun skyldte ham sådan set ikke noget, og alligevel.. og alligevel kunne hun jo ikke lade være med at holde af ham. Hun fugtede læberne, og lukkede kort øjnene, inden hun fortsatte på det hun var gået i gang med at sige "jeg bliver.. men så skal du også blive her, og ikke bare stikke af lige som du har gjort de sidste par uger" mumlede hun stille, og vente derefter de chokoladebrune øjne imod ham, og fugtede langsomt læberne, mens at hun ventede på hans svar, om han fandt det rimeligt.

Han kiggede hen på hende da hun så endelig kom ind i køkkenet, og betragtede hende lidt, hvorefter han så nikkede roligt, ”Fint nok, tager alligevel kun til træning, og over til min ven han skal have fikset sin lejlighed..” sagde han så og kiggede hen på hende, med et stille smil. Og gik hen og trak hende i sine arme, hvorefter han vuggede hende stille fra side til side, hvorefter han slap hende, for at hælde kaffen og teen op. Og skubbede koppen med te hen til hende, og tog sin egen med kaffe op til munden, hvor han nippede lidt til den, for ligesom at smage om den var stærk nok. ”Kom så sætter vi os ud i stuen og glor en film, også kan du fortælle om hvad der end falder dig i hovedet!” sagde han ganske bestemt, og gik selv ud af køkkenet og videre ud i stuen hvor han tog plads i sofaen. Men rejste sig så hurtigt igen for at gå over og tage sine mange dvd’er ud, selvom han havde langt flere liggende gemt inde under sengen på værelset. Han fugtede langsomt læberne, og tog kassen op til det lille bord, så hun selv kunne vælge hvad for en det var hun ville se.