Are you serious? - Adi & Lia

Det var en overskyet dag, og Adi sad i sofaen, og læste på hendes eksamen der skulle foregå her i næste uge, inde for psykologi. Tænk at hendes spring havde været så stort, at gå fra at være en del af hæren til nu at være psykolog, og være den person som sad med de tilbagevente soldater, som der alle skulle have tilbudt krisehjælp. - Der ville hun så sidde og være behjælpelig, hvis hun altså bestå prøven, derefter havde hun allerede snakket med beredskabsstyrelsen omkring at hun skulle arbejde for dem i nogle måneder, og se hvordan det gik med deres sammenarbejde. Hun fugtede læberne, og bladrede om til næste side, og tog nogle notater, hvor efter at kuglepinden bankede imod hendes læber, og tankerne to frit løb, hun kiggede kort rundt i lejligheden, og undrede sig kort over hvor Jac egentlig var henne, og måtte tage sig selv i at tænke at han sikkert bare være sammen med en eller anden trunte.
Hun rystede kort på hoved, og smækkede bogen sammen, og måtte virkelig lave noget andet nu, da hun havde siddet de sidste tre timer, og ikke lavet andet end at prøve at studere og forbedrede sig, der måtte sgu da være noget bedre at lave end dette..

Lia, traskede afsted ned af gaden, på vej hen til Jac og Adilene’s lejlighed, for at snakke med hende omkring noget med den blodstatus hun havde fået taget. Der var ikke noget i vejen med hendes blod, heller ikke nogen synlige tegn på at hendes krop skulle være inficeret af sygdomme. Nej det var noget ganske andet, som var blevet taget fra dem fra ganske små af. Der var kun to år imellem dem, og at Adilene var givet væk fra familien fra helt lille, var derfor ikke noget Lia kunne huske. Normalt ville man begynde at registrer minder fra 5-6 års alderen. Men nu var hun så endelig taget hen for at snakke med Adilene omkring det. Faktisk havde hun ikke snakket med Jayden omkring det endnu, for at det ikke skulle være løgn, var det et stykke tid siden sidst de havde set hinanden, selvom de var sammen som et par. Hun burde vidst nok lægge et besøg forbi hans lejlighed med en lille sureprice gave.
Hun kørte en hånd igennem det lange tykke hår, som i grunden var vokset utrolig stærkt i løbet af ingen tid. Men det kunne der også være så mange andre grunde til. Et langsomt suk, drev ud i byens travle gade larm, og blev overdøvet af dyttende biler, og bandene ord. Lia fugtede langsomt læberne, og kom hen til opgangens dør, og fandt frem til navneskiltet, Adilene og Jac. Lettere nervøst blev der trykket på den lille sølv firkantede knap, hvorefter hun stod og trippede lidt fra side til side, imens hun ventede på at der ville blive lukket op for hende, eller der i det mindste ville komme en form for tegn af en reaktion deroppe fra.

Øjnene nærmest kastede sig sulten over til døren da det ringede på, og hun fløj hen til telefonen, hæv røret af, og håbede så inderligt at det var til hende.
Hun bed sig i læben og smilede for sig selv, dette kunne ikke være en bedre timing, end denne, eftersom at hun virkelig havde brug for noget andet at lave.
"Hey Adi her!" sagde hun glad, og da hun hørte at det var Lia var det lige før at smilet glad fra det ene øre til det andet.
"årg endelig en som der kommer og befrier mig fra denne kedsomhed.. kom ind kom ind!" sagde hun glad, og trykkede på knappen med nøglen på, så døren til opgangen ville gå op, så hun kunne komme op og ind i lejligheden, da hun havde gjort det, åbnede hun døren, og gik ind i køkkenet for at sætte noget te over, da det sikker var med hensyn til blodprøven, egentlig var Adilene nu ikke så nervøs for om at hun havde hiv eller aids, som var det hun var blevet tjekket for, efter den om gang til festen for noget tid siden, hvilket hun stadig havde svært ved at komme sig over, men nok om det!
Det var rart at der kom nogen og reddet hende fra de mange boger som der lå og flød i den ene side af sofaen.

”Hey Adi, det er Lia. Må jeg komme op?” spurgte hun med et lille smil på læben imens hun ventede på at der ville komme respons fra pigen deroppe fra. Hun lo lidt da der kom en større udbrød fra hende. Det eneste der sådan set var et større problem for Lia var, hvordan hun mon skulle gribe det hele an. Hvordan, fortalte, man en anden at man var blevet givet væk som lille, fordi ens forældre ikke havde penge nok, og var høje på hash og alkohol det meste af tiden, fordi deres mor ved et uheld var blevet gravid begge gange, og kun havde penge til den ene. Hun fugtede sine læber lidt, og pressede døren indad så hun kunne komme indenfor, hvorefter hun traskede op af trapperne, for at komme til den store lejlighed, som i grunden var Adilene’s, og senere hen flyttede Jac så ind også. Hun tog en dyb indånding, og kløede sig lidt i nakken, imens hun tænkte sine vagt planer igennem igen. Det irriterede hende lidt hun havde nattevagterne, da det var der hvor Jayden endelig var hjemme, også kunne hun først hygge sig med ham når de begge to havde fri.
Lia kiggede sig lidt rundt, da hun kom ind i lejligheden og lukkede døren efter sig, hvorefter skoene blev trukket af. Hvad ville hun sige til det hun netop havde tænkt sig at fortælle? Hun tog en dyb indånding og kløede sig lidt i nakken, hvor efter hun traskede ind i køkkenet og kiggede lidt rundt sådan som hun traskede derind. Hun satte sig på en af de høje stole, og betragtede lidt Adilene stå og lave te. ”Det er lidt om et tilfælde jeg havde tænkt mig at snakke med dig om.” startede hun så ud, med et skævt smil, og kiggede hen på hende.

Hun vente sig om og kiggede på den ældre pige som kom ind, det havde aldrig nogen sinde faldt hende ind hvor meget de to piger lignede hinanden, jo folk havde før spurgt om det ikke var hendes store søster, men hver gang havde hun ikke forstået dem, men efter denne samtale, ville det nok gå op for hende, hvor meget de egentlig lignede hinanden.
Hun fandt den lille træ kuffert med tebrevende i, og hæv den ned fra hylden, og åbnede den.
"Hvilken slags te kunne jeg friste med?" spurgte hun med et smil, og gik derefter hen og hæv nogle kopper frem, det var egentlig sjovt, selvom at Jac også boede her, var der ikke særlig mange ting der var hans, og alligevel var det jo ikke fordi at der var overdrevet tøset, der var bare utrolig meget orden, da Adilene led af osd, eller retter sagt led hun af rengøringsvanvid, især efter hun havde drukket.
Hun hævede det ene bryn over det som Lia sagde, og lagde hoved på skrå, så det lange brune hår gled hen over den ene skulder som var bar, da kraven på den t-shirt hun havde på, var så stor at den kun lå på den ene skulder, frem for dem begge.
"Hvad end det så var, er et mere end velkommen, end at sidde og studere til psykologi lige pt.." grinede hun, og hældte så varmt vand ned i de to kopper da Lia havde valgt hvilken smag hun havde lyst til.

Hun kiggede hen på hende, med et hævet blik, og var i et kort sekund helt blank for hvad det var at den anden pige rent faktisk spurgte hende omkring. Det lignede ikke Lia, at være sådan fra den, ikke på den måde i alt fald, hun plejede altid at være ved sine fulde fem… dog ikke når hun blev ualmindeligt fuld, og begyndte og plapre om den ene sandhed efter den anden, omkring hendes følelser. Hun havde den fase når hun gjorde sådan noget, men lige nu… kunne nærmest ikke ønske sig andet end at være i den. Hun viftede lidt med hånden hvorefter hun sagde, ”Bare vælg en..” med et skævt smil i mundvigen.
Langsomt sank hun en lille klump, og kørte hånden igennem det tykke bølgede page hår som hun havde fået, efter hendes frisør, havde nærmest ødelagt hendes hår, også havde Jaydens mor, Mira jo været nød til at redde hende ud af kniben… ”Jo ser du, jeg foretog en dna test på dig efter at have tjekket dit blod for mulige sygdomme, du er fejlfri bare rolig.” grinede hun lidt, og forsatte så, ”Sjovt nok… viser det sig at vi rent faktisk er i familie sammen…” Sagde hun så, og kløede sig lidt i håret, og vidste ikke helt hvad hun skal gøre af sig selv, der var mange former for familie bånd sådan set, så det sagde sådan set ikke helt om hun var hendes kusine, grankusine, eller søster… men det måtte så komme næste gang, en bid af gangen jo. Hun tog en dyb indånding, og lagde hovedet lidt på skrå, inden hun kiggede hen imod Adilene for at se hendes reaktion på det som hun netop lige havde sagt.
Hvilken reaktion kunne man i grunden forvente i sådanne situationer? Et måbende ansigt ville sikkert ikke komme bag på hende lige nu.

Hun hævede det ene bryn, og kiggede hen på det lille ur som der stod på bordet i midten, hvor der også var et komfur, og tog derefter poserne op fra kopperne og smed dem i skralde spanden. I familie sammen? Det måtte da være pænt langt ude, og kunne man virkelig se det så langt ude? I følge hende, burde man da kun se sådan noget, hvis man var meget tæt beslægtet.. som .. hun hævede det ene bryn.
"hvad mener du helt præcist med familie?" spurgte hun langsomt, og bed sig i underlæben, og vidste virkelig ikke hvordan hun skulle håndtere dette. Det var meget svært at tage stilling til, og et eller andet sted havde hun slet ikke lyst til at tænke på sådan noget lige nu. Hun havde da altid ønsket at hun havde haft en anden familie, end den hun havde nu, men... selve tanken omkring at man var blevet foræret væk, mens den anden kunne få lov til at blive? Den var svær, hun sank noget mundvand, og forbød sig selv at tænke videre, før hun fik at vide hvad hun i grunden mente med familie, og måske var det jo slet ikke sådan som hun troede det var.
Hun tog en slurk af teen, og fugtede derefter læberne, mens hun ventede tålmodigt på at Lia skulle fortælle videre.
"Måske vi skulle sætte os ned?" spurgte hun så, og gik hen til barstolende i køkkenet, og satte sig op på en, og lagde hænderne omkring tekruset.

Hun tog imod teen, imens hun fugtede læberne, og lukkede sine fingre omkring det, hvorefter hun nippede let til det, imens hendes slanke hænder betragtede den mørke te. Hun havde ikke lyst til at stille et dårligt lys hen over deres forældre, de gjorde hvad de mente var bedst for den yngste, og det kunne hun da ikke benægte, at hun da selv havde gjort det samme i en sådan situation. ”Jo ser du… Du er i teorien faktisk min lille søster.. da du blev født, var mor og far ret langt væk i alkohol og stoffer. Far var dog mere ved bevidstheden end mor… og han gav dig væk, da han mente du burde have det bedre, end hvad de kunne tilbyde dig..” Hun fugtede læberne og stirrede så ned i sin te, imens hun følte sig som en komplet torsk, da hun ikke vidste hvordan hun skulle forklarer det. Hun følte et eller andet sted at hun trængte sig på, og at hun måske burde have snakket med Jayden omkring det først, han syntes altid at have en eller anden rap replik i ærmet omkring hvad der var godt eller skidt at gøre. Nej, nej, nej… hvor følte hun sig dum. Men det var jo ikke fordi de ikke havde elsket Adilene, men fordi de ville beskytte hende. ”Jeg ved at det er svært at tro, men de mente det ikke ondt.. de gjorde som de gjorde for at beskytte dig mod dem selv.” Hun bed sig hårdt i læben, men slap den dog hurtigt derefter, og tog en dyb indånding, inden hun tog kruset op til munden og tog en mundfuld, også selvom hun brændte sig, skoldede huden, syntes hun det hjælp mere på at tackle situationen end godt var.

Hun åbnede munden halvt, og vidste faktisk slet ikke hvad hun skulle sige, og lukkede så munden igen. Det var faktisk slet ikke fordi at hun følte vrede, eller afmagt, nej det var mere at hun slet ikke vidste hvad hun skulle stille op med sig selv, eller sige til den viden hun lige havde fået at vide. Hun bed sig også i læben, og lukkede øjnene, mens at den ene hånd gled op til panden og masserede kort overflade.
"Alle mennesker har deres grunde" mumlede hun, og kunne jo alligevel ikke lade være med at føle at hun var blevet vraget for et fix eller en øl, også var endt så forfærdeligt et sted alligevel, hvad havde det gode i det så i virkeligheden så været? Hun gumlede på læben, og rystede på hoved.
"det var godt nok... noget af en omvæltning.." mumlede hun, og kiggede over på Lia, og tog hendes ene hånd, og knugede den let inden hun gav slip.
"Men jeg er dig taknemmelig for at du fortalte det." sagde hun så, for ikke at give Lia dårlig samvittighed, da det jo ikke var hendes skyld at deres forældre havde taget den beslutning som de nu havde gjort, og hun var glad for at hun havde fortalt hende denne opdagelse frem for at gå rundt med den, og Adilene aldrig fik det at vide. Hun sukkede igen, og nippede lidt til teen, mere vidste hun faktisk slet ikke hvad hun skulle sige, tingene rumsterede alt for meget rundt i hendes hoved, til at hun kunne tage stilling til det lige nu.

Hun fugtede læberne lidt, imens hun kiggede på hende, hun kunne selvfølgelig have ret, og hun kunne sådan set også godt forstå den følelse der måtte komme frem i en, når man sådan fik at vide at man blev givet væk. Hun ville dog sagtens kunne forstå tanken om at man sikkert ikke var elsket alligevel, og der sikkert også farede en masse tanker hen på hvorfor man så kom hen til en familie om sikkert ikke engang var meget bedre end den forrige. Men hendes far havde selvfølgelig ikke vidst hvordan familien havde været, udover de var kristne, og han i sin tid var så desperat efter i det mindste at gøre et menneske lykkeligt, at han blindt troede på dem. Hun vidste selvfølgelig ikke hvad Adilene havde gennemlevet i hendes periode med den familie. Der var en masse ting hun ikke vidste, som hun gerne ville have svar på.
Hun drejede koppen lidt rundt, og nikkede lidt til det med omvæltningen, det var en omvæltning man muligvis ikke ville erkende, eller vil have skulle eksistere. Hun kiggede op på Adilene da hun knugede hendes hånd. Taknemlig og taknemlig, lige nu vidste hun ikke selv om hun ville være så taknemlig, da hun følte at det lidt var hendes skyld hun var blevet givet væk, bare fordi hun havde været ældst, men hun ville sådan, set havde stået i samme position som Adilene hvis hun havde været den der var blevet givet væk. Langsomt nikkede hun lidt, inden hun nippede en sidste tår fra krusset af. ”Men jeg tror… jeg vil gå hjem ad, bare ring hvis der er noget du vil spørge om…” sagde hun så, og smilede stille. Og pressede læberne lidt sammen, inden hun nikkede lidt, ”Du behøver ikke følge mig ud..” tilføjede hun så, og gik ud af køkkenet, og hen til døren, hvor hun tog skoene på og gik ud af hoveddøren, imens hun så stod lidt og tænkte over det hele, og ville bare hjem nu.