the meaning of life. - Cali og Skye

Der var ganske stille, i den let tågede by, da Skye traskede afsted ind imod stræden. Der var dunkelt, ikke særlig mange var at se på dette tidspunkt. Men det kunne vel være godt det samme, i sidste ende. Han sukkede lige så stille ud igennem sin næse, imens han betragtede sine stille og grålige omgivelser. Der var ikke meget ved denne by, og alligevel, boede her utrolig mange. "Hm.." brummede han så en af soldaterne længere væk, som gik imod ham, han drejede tilfældigvis imod et butiks vindue, og betragtede det, men i virkeligheden holdte han øje med soldatens forbipasseren. Han skulede kort over til tavle opslaget da folk begyndte at råbe højt, omkring det nye billed, og forsvandt så ind i skyggerne på en kro. Et stille suk gled ud igennem hans mund, imens han fugtede sine læber, og gik op til bardisken og bad og et stort fadøl, som han kunne bunde i sig, og glemme resten af verdenen. Eller sådan nogen lunde, det kunne ikke helt lade sig gøre, men det kunne ske sådan halvt om halvt.

Fingrene gled igennem hendes lange røde hår, mens de grønne øjne langsomt kiggede ned over seddelen med de nye navne over de mennesker som havde fået sat en pris hen deres over hoved. Hun mumlede let noget for sig selv, og kiggede på billederne der hørte til, de fleste folk som stod rundt omkring, var dog bare normale borger der var mere nysgerrig end godt var.
Hun rystede lidt på hoved af hvordan menneskeheden var skruet sammen, og forstod ikke en gang selv hvorfor at hun var her hvor hun var lige nu, hvordan at noget så simple kunne drive en kvinde så langt. Hun sukkede stille, og valgte at gå hen til en af de nærmeste kroer og få sig noget at sove på, hun var træt efter en lang nat, den havde så også været det værd, men hun manglede stadig en masse penge. Hun bed sig i læben, tænk at det virkelig var kommet så vidt.
Hun åbnede den knirkende dør ind til det dejlige varme rum, hvor at flere mennesker sad og snakkede hen over et krus øl, hun gik hen til baren, og satte sig ned. "lad mig få en varm cider" mumlede hun, og manden nikkede til hendes bestilling og satte glasset ned som han havde været i gang med at pudse og skænkede dampende varm krydret cider op i en stor kop, hun tog imod, med et smil på læben, og smed nogle mønter hen over bordet til ham, og vente sig om, for at få sig et godt syn over hvilke mennesker der befandt sig i rummet i dette øjeblik.

Han skyllede munden en ekstra gang, fri for det slimede salv der kom fra spytkirtlerne, og fik gjort munden mere eller mindre ren. Det var en sen efter middag, og det virkede næsten ufattelig varmt, trods for at den tykke tåge herskede hen over byen. Han fugtede langsomt sine læber imens han smagte lidt videre på den søde honning smag der fyldtes hen over hans tunge, og derefter sank ned i bugten på ham, og forsvandt i mørket. Et stille suk gled ud igennem hans læber, hvorefter han lukkede sine øjne ganske kort, og nød den lille stilhed der forplantede sig i hans sind. Det virkede så naturligt, og om end ikke andet, ville han sikkert kunne falde hen i løbet af ingen tid. Det skete sådan set også, der gik ikke så lang tid før end han faldt i staver i sin egen verden, og fantaserede om ting ingen andre ville have troet.
Han sukkede lige så stille, og tog en dyb indånding imens han sukkede lige så stille, og nød stadig den gode smag af honning i munden. Kunne man andet? Et stille nydelsens suk kom ud igennem hans læber, imens han befandt sig i en verden, langt fra alle andres, alligevel var den lige ved siden af alle de andres, ved bevidstheden. Det virkede som en sand evighed inden i hans hoved, der var tomt, stille, roligt, mørkt og godt. Dermed alligevel ikke helt tomt. Han koncentrerede sig, havde en indre kamp med sit eget jeg, omkring hvad der dominerede mest. Det var dog ikke til nogen overraskelse at den stærke ulv inden i ham, søgte efter ejerskabet over den krop den var havnet i ved fødsel. Et stille lille suk kom til igen, inden han åbnede begge øjne og gjorde tegn til at han ville have et krus mere, til den ene af de mange værtinder.

Hendes grønne øjne, lagde sig på en mand der sad for sig selv henne i et det ene hjørne, hun lagde hoved let på skrå, og bed sig i underlæben, da hun kunne have svoret på at dette var den mand som hun havde set på plakaten for lidt siden, men kunne det virkelig passe? Var han virkelig så dum, at han stadig befandt sig i byen i stedet for at flygte over alle bjerge og redde sit eget skin. - Men muligheden for at hun tog fejl var der jo også, men efter så mange år i branchen var hun ret sikker på, at dette var hendes mål, og de 50 A, var sat på denne mands hoved? Hun fugtede læberne, og betragtede kvinden som der skulle til at gå over med den øl han havde bestil, hun gik dog hurtigt forbi hende, tog øllen fra hende, trods hendes protester, og gav hende i stedet bare et blik, som fik hende til at tie stille, lige så hurtigt som hun var begyndt at kæfte op.
Hun gik over til hans bord, med hans ølkrus i den ene hånd, og hendes dampende varme cider i den anden, og skubbede øllen hen til ham, og et skævt smil bredte sig hen over hendes fyldige læber.
"Sig mig, hvordan kan det være du er så modig stadig at befinde dig her i byen, når dit ansigt i dette øjeblik bliver hængt op i flere af byens afkroge og veje?" spurgte hun lige ud, lagde det ene ben over det andet, førte krusset op til hendes læber, og tog en slurk, tænk at det virkelig havde været så nemt at finde ham?

Han gabte lidt, og blev i det samme forstyrret fra sin lille stille og tyste verden, på grund af en…. Kvinde? De kunne forfanden heller ikke holde næsen for dem selv, det evige og altidige – nej hvem har vi her – dig har jeg ikke set før – eller har du hørt… og så noget mere stof på, som kunne gøre det hele interessant. Kvinden her var sikkert heller ikke nogen undtagelse, hun lignede alle de andre, evig og altid sulten efter at kunne for noget ud af kæften… Han brummede lidt og kiggede på hende imens han afventede hvad hun hede hulen til varulvenes hyl dog ville. Han havde nok at tænke på, var det virkelig så svært at se?
”Det kunne være en anden end mig… en der havde forklædt sig lige som mig måske?” sagde han så med et hævet bryn, og kiggede på kvinden, rolig, irriteret over at blive forstyrret, men roligt. Han fugtede læberne lige så stille, inden han kiggede hen imod sit krus, og tog det op til munden, hvorefter han tog en ordentlig slurk af den, og satte den så ned imod bordet igen, hvorefter han lænede sig tilbage i den mindre behagelige stol han sad på. Vidst nok sad han her i byen, hvor han var eftersøgt… eller… hvor var han ikke eftersøgt, der var 50.000 Aurix for hans hoved på et sølvfad, og hans død ville sikkert vække et jubleråb for alle og en hver. Han tog en dyb indånding, og betragtede kvinden. Hvad ville hun med ham? Havde hun ikke nok at se til? For eksempel stå i et køkken eller sådan noget. Det ville sq klæ’ hende med et forklæde og en opsat knold i nakken, og blikket stift rettet imod hendes egne sager. Han tog endnu en slurk af krusset, og kunne allerede mærke adrenalinen drive rundt i ham. Hans indre bæst ville gå amok, selvom det ikke kunne førend den næste fuldmåne. Men det gjorde ham nu heller ikke så meget, han var stærk nok selvom han ikke var i sin, varulve skikkelse.

"det siger de alle sammen" mumlede hun ned i hendes krus, og tog endnu en slurk, og brummede lidt.
Hun lod fingrene glide hen over den ene side af håret, og lod det falde bag hendes lange spidse øre, hun fugtede langsomt læberne, og havde mest af alt lyst til at slå ham direkte i ansigtet.
Det var ikke fordi hun kunne læse tanker, men hans ansigts udtryk, bare i det hele taget hans kropssprog fortalte hende, at han på ingen måde respekterede hende, for hendes køn. Hvis hun var kommet her ind som mand, sat sig ned og sagt sådan noget til ham, havde der sikkert allerede været en anspændt stemning, og han havde sikkert set ham mere ligeværdig end han gjorde med hende nu.
Hun hadet dette land for at være så kvinde diskriminerende som de var, det var simpelthen ikke til at holde ud! Hun skar en smugle tænder, og undlod faktisk at kigge på ham, for ikke at slå ham ned, mest af alt, fordi at hun burde være afbalanceret som den elver hun var, men dette var en af de styrker hun ikke havde fået med i sin opdragelse, nej her var hun blevet opdraget med had. Hun måtte igen fugte hendes læber, og vente endelig øjnene imod ham.
"jeg troede mennesker som dig, glædelig to æren for hvad de havde præsteret... du er måske fuldstændig ligeglad med hvem du dræber og hvorfor, det er måske bare en slags sport for dig? 'hvor mange kan jeg nå og dræbe inden jeg bliver fanget?'" spurgte, hun med det svært hint af irritation i hendes stemmeleje.

Han kiggede på hende uden at sige et ord, men betragtede hende bare, jo mere hun sagde, desto dummere lød hun, og mere irriterende… kunne hun ikke bare gå sin vej og lade ham være? Var det for meget at bede om? Han syntes nu ellers det var en utrolig simpel mission, gå sin vej, vend dig ikke om, bare lad mig være? Han tog fat om kruset igen og drejede dets indhold lidt rundt, ved at kører kruset i nogle flyvende cirkler. ”Det gør de vel..” svarede han igen, og tog endnu en slurk inden han kiggede lidt rundt, for at se om der ikke var en eller anden værtinde i nærheden men det var der ikke, han kunne ellers godt bruge en ordentlig bøf, og noget brun sovs og kartofler til. Men det skete ikke, og da det ikke skete, måtte han jo snakke videre med denne umulige kvinde, som bare ikke gad at, gå hjem til huset og passe de små rollinger eller hvad hun nu havde derhjemme, dådyr og bamser, hvad vidste han.
Han kiggede hen på hende endnu engang og hævede det ene bryn imens han fremgav et skævt smil. ”Så det kan mennesker som mig åbenbart godt lide? Huh..? Hvad med elvere som dig? Kan de godt lide at sige det ene ligegyldige ord til det andet? ’Hvor meget skal jeg snakke før end han falder i søvn?’” brummede han irriteret, og rejste sig så op. ”Det kunne ligeså godt være en der havde forklædt sig som mig, nogle folk besidder den evne..” sagde han så og gik forbi hende, med et irriteret grynt, og smed nogle Orn ned på bordet, inden han traskede ud af den forbandede krog med de nysgerrige mennesker. Vidst nok var det ham der havde gjort det, men hver race havde sin natur. Og det var sq da sjældent set at en varulv ikke dræbte. Han kiggede omkring sig, og smed hætten over hovedet og traskede ind i byen.