What!? - Gilan og Jayden

Han fugtede læberne lige så stille imens han brummede over at Jayden ville snakke med ham, selv forstod han det ikke rigtig, men sådan var det vel, han kunne vidst ikke rigtig slippe uden om med den stemme Jayden havde haft i røret. Men sådan var det vel, et langtrukket suk gled ud af hans mund imens han overvejede hvad det var hans ven ville ham. Hurtigt kom han hen over vejen og videre hen til opgangen som han stod lidt ved og ledte efter Jaydens nummer, inden han ringede på, ventede derefter på at der ville blive åbnet. Da det endelig skete, trykkede han døren ind og gik op til døren som stod åben og derefter indenfor i varmen. Blikket gled lidt rundt på de mange ændringer han havde fået gjort ved lejligheden, og fugtede langsomt læberne, imens et stille anerkendende nik kom til bevægelse. ”Her ser fedt ud, bedre end som før kan jeg gætte mig til?” sagde han så og stillede sine sko og jakke hvorefter han gik lidt rundt omkring og betragtede det hele, ”Når hvad var det så du ville spørger om?” spurgte han så og kiggede hen på Jayden i lidt tid inden han kiggede rundt endnu engang for at lade sig inspirerer af dets opbygning, lidt for skinger i farverne til hans smag, men sådan var Jayden jo, hvilket han respekterede ham for, han smilede skævt til sin gudbror og hævede brynene imens han afventede svar fra. Gad vide hvor lang tid han i grunden havde været om denne lejlighed, i hvertfald var den ikke helt fri fra rod og ragelse rundt omkring, fra gamle pizzarester og glas der flød rundt omkring. Han brummede lidt og havde på en eller anden måde en dårlig fornemmelse omkring det hele, som om dette ville ændre hans liv gradvist. Men lod dog også være med at sige noget, i håb om at dette ville blive til noget helt andet end det han regnede med. Men muligheden var nu ikke så sikker igen, dog var der ikke meget at gøre ved det i sidste ende, hvis Jayden mente noget havde han så sandelig også grund til at mene det.

Jayden brummede irriteret, og kunne slet ikke forstille sig inde i hoved, at dette var noget han skulle snakke med hans bedsteven omkring. Omkring at hans søster!? Det var fuldstændig surealistisk, han havde altid set det som en uskreven regel, at man holde sig væk fra venners søskende, og eks kærester. Det var bare, en grænse man ikke skulle overskride. Men han havde da gået til hvile omkring det, ladet det ligge og ladet dem hygge sig. Men nu var det gået forvidt, Abigail var alvorligt syg, og det eneste sted hvor at hun kunne få en behandling, var i united states. Hvilket hun nægtede at gå til, da hendes forældre, deres forældre havde snakket omkring det med hende. Han havde så selv snakket med hende bag efter, hvor hun havde råbt af ham, at hun ikke ville forlade Gilan, og at hun ikke havde tænkt sig at tage til USA, når hun havde det fint, at han hjalp hende med at få det bedre. Det gjorde det også meget bedre, at man havde fundet en knude i hendes ryg, som gjorde at hun ikke ville kunne gå hvis man ventede for længe med at få opereret den væk. Det kunne godt være at Gilan ikke vidste det, hvilket at han faktisk troede på. Men at hans lille søster, ikke kunne se at hendes helbred kom for en fyr!? Han hæv fat i nogle af pizza æskerne, og gik ud i køkkenet hvor han smed det hele ned i skraldeposen, han savnede nu at være hjemme hos Lia, der kunne han da i det mindste finde ud af at holde orden. Hans hoved vente sig hurtigt, da han hørte at der blev ringet på. Langsomt gik han hen for at åbne op for hans ven. "kom ind" sagde han langsomt da han stod i døråbningen og gik ind i stuen og satte sig ned, dog efter at have hentet to øl i køleskabet "want one?" spurgte han, og åbnede dem begge og rakte den inde til Gilan. En slurk blev taget inden at han begyndte "Det er fair nok, at du forelsker dig i min søster.. men helt seriøst? Er der ingen grænse?" brummede han og kiggede op på ham "Det kan godt være at du er min bedsteven, og jeg skulle være glad for hende at hun endelig finder nogen hun kan være sammen med.. men det kan bare ikke forsætte.. hun udsætter sig selv for fare ved at blive i det forhold i er i.." han rejste sig langsomt op og gik lidt frem og tilbage "det jeg prøver at sige er, du bliver nød til at stoppe det, du bliver nød til at lave et clean cut og stoppe det" hans øjne kiggede hen mod hans ven, og håbede på at det ikke ville tage for lang tid at overbevise ham om, at det var den bedste mulighed for hans søster at blive reddet. "Hun vil ikke tage til USA på grund af dig" kom der så endelig, mens at de blå grønne øjne, kiggede lige hen mod hans.

Han kiggede hen på Jayden da han kom ind med nogle øl, og satte sig ned i stolen og kiggede på ham hvor med han tog den og tog den i forvejen åbne dåse, blikket gled hen imod Jayden da han så snakkede, og kneb så øjnene sammen til en smal sprække af det han sagde, og tog en slurk af hans dåse, og kiggede hen imod ham, hvorefter han stillede dåsen ned på bordet, og rejste sig op. ”Tusind tak Jayden.. fandme en ven du er for mig…” sagde han ironisk og rystede på hovedet, hvor efter han gik hen imod døren, ”Har du måske overvejet hvorfor, hun ikke vil taget til USA?... Fordi hun mener at hun sagtens kan klarer sig uden det! Hvordan vil du have det hvis jeg sagde du skulle skride fra Lia? Hva?!” Sagde han og syntes virkelig selv Jayden havde overtrådt en grænse der for hans vedkommende, ”Men fint jeg skal da nok slå op med hende hvis det er, men min respekt er lige nu, ærligtalt mistet for dig Jayden… og det håber jeg sq du forstår..” sagde han så og tog hurtigt sine sko på og gik ud af døren og følte sig nærmest som en dartplade, hvor pilene bare ramte det midterste punkt konstant hele tiden, uden man kunne undvige eller hovedet, og lige det her, det gjorde virkelig ondt. Han brummede stille og kom ned til opgangsdøren og derefter udenfor. Nu gad han sq ikke mere, var træt af at folk så ham som en eller anden dårlig person at være sammen med. I et lille stykke tid, gik han bare uden at vide hvor hen, han gik som var det som om han ventede på at verden ikke længere ville ham, og bare stod i kø for at kunne komme ned i helvede, lorte verden... lorte venner man havde der sagde at man var skyld i at folk led, når man bare var der for dem. Tak for lort Jayden, var det eneste han kunne tænke. Aldrig havde han været sur på ham, aldrig! men nu... det var bare dråben og takten til at vække hans vrede og følelsen af at være svigtet af den person man stolede mest på. Men hvis det virkelig var sådan så skulle han da nok gøre det.

et stort smil spillede hen over den spinkle pige, Abigails læber. Hun havde brugt det meste af dagen i hans lejlighed. Dog var køkkenet en lille smugle rodet, efter at hun havde lavet mad, men det meste var dog gjort rent og stillet i opvaskemaskinen. Og eftersom at de ikke rigtig havde haft tid til at holde hans fødselsdag, fandt hun det som en god idé at gøre det nu, hvor det kun var dem. Hvilket hun virkelig glædet sig til, hendes far havde endelig opgivet omkring hende og Gilan, trods for at han ikke var særlig glad for det, men han havde givet lov.. og de kunne nu have et forhold frit, noget som der bare ikke kunne gøre hende gladere. Og idag, havde hun tænkt sig, at sige... at hun elskede ham. Hun var virkelig .. virkelig ... ved at gå over den grænse. Hun havde aldrig nogen sinde sagt til nogen at hun elskede dem. Men idag, idag ville hun fortælle til hende eneste kærlighed, at hun elskede ham. Hun sukkede lykkeligt, og lod langsomt fingrene glide igennem det ny farvede hår, som nu var gået hen og blevet lilla, hun håbede at han kunne lide farven, hun håbede bare i det hele taget, at han kunne lide det hun havde lavet til ham.

Langsomt fugtede han læberne, hvor efter han besluttede sig for at tage hjem, nøglerne blev heklet op og tankerne omkring hvad det var han skulle sige til hende var uden for hans række vidje, det var nu meget underligt at tænke på at han nu skulle ende alt det de havde sammen fordi at Jayden fandt det som en dårlig idé at de var sammen og havde et intimt forhold til hindanden hvilket han i grunden ikke kunne bebrejde ham for, selv ville han ikke være så speciel glad hvis hans egen datter. Havde fundet sammen med en der var så meget ældre, men sådan så han vel på det. Langsomt tog han en dyb indånding og nød den friske luft imens han prøvede på at koncentrere sig omkring hvad det var han mon skulle sige til hende- hvorfor, skulle det i grunden også lige præcis være så fandens svært?! Hvad havde han gjort siden han skulle lide så forbandet meget lige i øjeblikket!? Han rystede stille på hovedet og kom op til døren som førte ind til hans lejlighed hvor hun sikkert stod og ventede på ham, med et eller andet nyt noget hun havde fundet på. Han var ikke sikker, hvornår var han overhovedet sikker, han var total ødelagt lige nu. Forhelvede da også! Langsomt låste han op for døren og trådte indenfor, stillede sine sko, og kiggede hen imod hendes, hvorefter jakken blev taget af.

Hun lukkede øjnene for en tid, og tog en dyb indånding. Mens at gave var sat i skødet. Hun havde virkelig brugt tid på at finde noget til ham. Til sidst var hun bare blevet enig med sig selv om at designe sin egen tatovering, og brugt de sidste penge hun havde haft af lommepenge på at købe et gavekort til en af de bedste tatovører, som der var i københavn, eller således havde hun fået at vide. Tegningen var et anker, som var blevet omslynget af tjørnebuske, som et symbol på at man skulle huske at tro, selvom at det var svært nogen gange, og uoverskueligt. Den var oprindelig tænkt til at sidde ved håndledet, men hun var ikke sikker på om det ville klæde ham der, så han kunne frit bestemme hvor det skulle være henne. Nu håbede hun bare han kunne lide det. Langsomt lod hun fingrene glide igennem det lilla hår, og pressede øjnene hårdt sammen, da hun hørte døren gå op, og bed sig i læben, inden at hun rejse sig op, og ventede på at han kom ind i stuen hvor at hun var. "Velkommen hjem" kom der stille og en smugle genert fra hende, mens at hun holde fat i den lille blå æske som hun også havde brugt sin tid på at få lavet lige som hun ville have det. Men da hun så hans ansigt forsvandt smilede lige så hurtigt som det var kommet frem "... hvad er der sket?" kom der langsomt, og tøvende da hun ikke var sikker på at hun ville høre det som der ville komme nu.

”Abigail…” mumlede han stille og smilede lettere trist, hvorefter han gik hen og satte sig ved spise bordet, og kiggede på hende, imens han fugtede læberne lige så stille, og tog en dyb indånding, ”Sæt dig lige ned…” sagde han så og ventede på at hun gjorde som han bad hende om og fugtede langsomt sine læber, imens han tænkte lidt over hvordan han skulle få fortalt det hele. ”Jeg siger ikke det her, fordi at jeg vil have det sker… men jeg respektere og holder af din bror, og jeg elsker dig… og jeg vil ikke kunne bærer at det er mig der er skylden i at du ikke vil til USA, og oven i det, at du også har behov for en behandling…” sagde han stille, og lukkede øjne lige så stille, og lod hænderne gnide lidt op af hans ansigt og tog en dyb indånding, ”Men… jeg tror ikke det her forhold er godt for dig, jeg er ked af det, jeg vil virkelig gerne være sammen med dig, men jeg vil også have du er sund og rask… og det er du bare ikke sammen med mig…” kom det så fra ham og kiggede på hende, og forstod ikke engang hvordan han kunne få ordene over sine læber, men hvis det virkelig ikke kunne være anderledes måtte det vel være sådan, hvis det virkelig gjorde alting bedre, så håbede han da på det, langsomt rejste han sig op og gik hen til hende, og satte sig ned på knæ ud fra hendes stol, og kiggede op på hende, hvor med han tog sin ring som han havde på sin lillefinger, og lagde den hen over hendes tommeltot, ”Jeg ved… at du muligvis ikke kan tilgive mig for det her, men jeg venter på dig, uanset om jeg så har fundet sammen med en anden en til den tid du kommer tilbage, vil jeg komme til dig i sidste ende, selvom det er svært at tro, og heller ikke det bedste at få af vide, men Abigail jeg vil dig det bedste, og det bedste jeg kan gøre lige nu er det her, selvom der sikkert er mange andre måder… men du har brug for de operationer…” Sagde han så og kyssede hendes pande lige så stille og rejste sig stille op derefter imens en tårer trillede ned langs hans kind.

Hun satte sig langsomt ned og kiggede med store øjne på ham, "har jeg gjort noget galt?" grinede hun falsk og meget nervøst. Mens at hjertet allerede begyndte at pumpe løs i hendes krop. Dette kunne bare ikke ske, det måtte bare ikke ske. Da han begyndte at snakke, var det som om hendes verden langsomt sank i grus, og selvom at hun hørte hvert ord, var hendes blik fjernt, et følelsesløst udtryk. Som rørte det hende overhoved ikke en pind det han sagde til hende, men det gjorde det, det var som om at nogen havde fundet den mest rustne kniv, og var begyndt at skære i hendes indre, mens at alle luft veje blev spærret fra hende. Dette var så uvirkeligt, som en ond drøm. End ikke da han satte sig ned foran hende, og lagde hans lillefinger ring rundt omkring hendes tommeltot vågnede hun op, det var først da han kyssede hendes pande og rejste sig at hun lige så stille kom op til overfalden igen, og begyndte at suge det til sig, som faktisk skete, som faktisk var gået hen og ske. "Det kan du bare ikke mene.. så fordi, at jeg ikke har lyst til at forlade dig, for at tage til USA, så.. slår du op med mig, ved at sige at du altid vil være her, selvom du har fundet en." hun rejste sig arrigt op, og stak pakken hun havde lavet til ham ind i brystet og skred hurtigt over gulvet til stativet med jakkerne og trak med hård bevægelse sin jakke ned. Hjertet begyndte igen at race alt for hurtigt afsted, men hun ignorerede advarelserne. "Gilan disse operationer, alle disse terpier som jeg skal igennem, kan komme op på en max fem år, kommer an på hvor hurtig jeg udvikler mig.. prøver du virkelig at fortælle mig, at du vil vente på en 16 årig lille pige!? Du har sikkert allerede dit første barn på vej, du er sikkert allerede gift, på det tidspunkt.. du burde.. d.. du.." hun støttede sig til væggen og rystede på hoved "du burde virkelig ikke holde løfter du ikke en gang kan holde!" så meget lyst hun havde til at trække ringen af og smide den i hoved på ham, mens hun skrigene stormede ud af lejligheden.. kunne hun ikke få sig selv til det. "Virkelig tak for.. for lort.." gispede hun, og stormede ud af lejligheden, dog kom hun ikke meget længere end til trapperne hvor at black outet kom, og med mobilen fremme, for at ringe til hendes bror for at råbe at skrige af ham, faldt hun ned af de første enteval af trapper og mistede fuldstændig bevidstheden.

Han kiggede på hende og vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende, det var jo ikke fordi han havde lyst til det her, ”Havde du måske gjort det hvis jeg var blevet?” Spurgte han så og rystede lidt på hovedet af hende, og kiggede på hende imens hun gik ud og tog sin jakke, og gik han hen i sofaen og tog sig til hovedet imens tårerne så kom, glidende ned af hans kinder, og anede ikke hvad han skulle gøre, til helvede med Jayden, hurtigt rejste han sig op og gik over og åbnede vinduet så han kunne få noget frisk luft, og havde lyst til at råbe og skrige af sine lungers fulde kraft men der kom ikke noget ud af hans mund, dog blev han afbrudt da han hørte noget uden for, og kiggede ud af lejlighedens dør, og lod blikket glide lidt rundt, og fik så øje på Abigail, og spærrede øjnene op, og skyndte sig ned og hentede hende hvor efter han snøftede lidt, og mærkede flere tårer der banede sig vej ned af hans øjne, og gik derefter ind i lejligheden igen hvor efter han lagde hende i sofaen, inde i stuen og tog så sin mobil og ringede Jayden op, ”Så kan du godt komme og hente hende…” sagde han og lagde på hvor efter han gik ud i køkkenet og sparkede lidt til en stol, og tog hænderne på hovedet imens han prøvede på at kontrollere sig selv, men det var svært… utrolig svært. Han greb om den nærmeste genstand, som var en række glas der stod på bordet, og kylede dem ned på gulvet og lyttede til hvordan splinterne skar sig hen over gulvet og kunne ikke andet end hadede denne her dag mere og mere. Stille træt, udmattet, og ødelagt gik han hen i køkkenets afkrog og satte sig ned langt væk fra døren og gemte sit ansigt i sine arme imens hadet bare blev større og større.