The new one? - Kelly og Troye

Han brummede lige så stille, imens han stod nede i køkkenet og fik sin sædvandelige morgenmad, som hans mor nu ihærdigt havde sørget for ham da han var kommet for langt ned under vægten. Han tænkte lidt imens han stod der kiggede lidt ud i det blå, og derefter han på hans mor og far som sad inde i stuen og tog godt for sig af morgen nyhederne, klokken var vidst omkring de 8 om morgenen. Imens hans provokation over at Kelly var her selv efter de havde slået op selv om de vidst stadig var venner, eller noget, han var ikke sikker, men hvad fanden var der i grunden at gøre, han havde været for meget i hæren, og det så vidst ud som om fra hendes synspunkt at det bare ikke kunne gå. Selvom han nu havde ment det var gået meget godt. Men tydeligvis ikke fra hendes synsvinkel. Og nu ville hendes nye kæreste så komme her hen for at hente hende eller noget, hvorfor pokker hentede han hende ikke bare i hendes eget hjem?! Han brummede lidt og kiggede lidt ind i køleskabet og derefter hen på hans mor, ”Må jeg tag pizzaen?” spurgte han så og ventede på svaret imens han stadig havde hånden på køleskabets hank. En dyb indånding blev taget imens han stadig var utrolig utilfreds og sur, samtidig med såret over at Kelly var her i hans hus og ventede på den her nye kæreste.

Kelly kiggede lettere nervøst over på Troye som stod i køkkenet, og ikke just så ud til at være særlig glad for at hun var her. Hun havde fået lov til at sove i Abigails værelse, på grund af, at hendes mor havde smidt hende ud af huset. Noget hun ikke havde sagt til Troye, og havde heller ikke lyst så heller lade ham tro at hun ville forpeste hans liv ved at være her så meget som muligt. Men nu havde hun jo ikke tænkt sig at blive her meget længere, og Jason havde vidst fundet en lejlighed til dem, så hun ikke skulle blive her og sove ret meget længere. Hun smilede skævt da Troyes mor sukkede over, da Troye ville spise pizzaen men sagde dog ja alligevel. Hvor hun dog hadet dette, det var jo ikke fordi hun ikke havde følelser for Troye, men hun kunne bare ikke klare den følelse der var inde i hende, når hun ikke kunne være sammen med ham, den var nærmest alt ødelæggende. Hun sukkede stille, ja hun havde vel bare ikke været stærk nok, men hvornår havde hun i det hele taget været det? Hun sukkede stille, da hun hørte at der blev banket på, og smilede skævt "tak fordi jeg måtte sove her.." mumlede hun stille, og kiggede så over på Troye og tog en dyb indånding, hun havde ikke en gang lyst til at sige farvel, det gjorde i grunden bare for ondt. Langsomt trak hun sin taske hen over ryggen, hvor stort set hele hendes liv lå nede i og gik hen til døren og åbnede den "hey.." sagde hun stille og kyssede kort Jason på munden, og ville nu helst bare afsted, hvis det ikke lige havde været for Mira som der kom ud og ville møde hendes nye kæreste.

Han fugtede langsomt læberne og tog pizza pakken ud af køleskabet og skulede kort over til Kelly som gik forbi ham uden at sige noget men sagde ikke en skid til det, han var bare pisse provokeret over det hele. Han brummede stille og tog et pizza stykke ud af pakken og gik ud i gangen hvor hende og kæresten stod og hævede stille det ene øjenbryn over Jasons fjæs i hans hus. ”Den ser god i Troye.” kom det fra Jason som stod i døren og Troye smilede tydeligt bittert over det, ”Ork ja den ville passe ganske godt lige op i dit klamme ansigt.. fuldstædig et mesterværk, ikke?” Sagde han hårdt igen og rystede lidt på hovedet hvor efter han gik op trappen til sit værelse og smækkede døren i bag sig, han gik over til sengen og tændte fjernsynet og tog godt for sig af pizzaen imens han frydede sig selv over Jasons ansigt da han havde sagt sin mening omkring ham. Han fugtede læberne og gloede ligegyldigt på tv’et imens hans mund forsatte med at tygge på de kolde skiver af pizzaen der skulle give ham lidt fedt på kroppen hvis det så var muligt.

Hun sukkede stille og hæv i Jason's arm, da han var begyndt at råbe efter Troye "vi ses en anden gang Brandon og Mira.." mumlede hun forlegen og puffede Jason ud af døren, som bare blev ved med at disse Troye så man skulle tro det var løgn. Hun sukkede stille og var fuldstændig ligeglad med om andre kunne høre hvad hun sagde "Nu holder du kræftedme kæft OKAY!? Jeg elsker stadig Troye, og du skal bare ikke gå rundt og disse ham, det er kræftedme også bare for meget.. få dig et liv og bliv voksen Jason" sagde hun surt, og rev sig ud af hans greb "Slip mig din idiot.. jeg finder selv et sted at bo.. jeg skal i hvert fald ikke bo sammen med dig.." hun var fuldstændig ligeglad med hans indvendinger, og skyndte sig væk fra stedet, og viste virkelig ikke hvad hun skulle gøre af sig selv nu, hvad hun i det hele taget skulle gøre. Hun hørte godt Jasons stemme, og derefter Miras, men løb bare videre og videre uden at hun vidste hvor hun egentlig var på vej hen mere, bare væk, væk fra det hele?

Der gik nogle minutter, måske sekunder. Hun var ikke sikker på hvor hun var, hvad der var sket, i det hele taget hvem hun var? Hun sukkede lige så stille og bed sig i læberne mens at hun langsomt åbnede øjnene, en stor smerte nede i foden gjorde at hendes hoved var mere eller mindre klart, mens at hun kiggede op på en dreng som der holde hende i hans arme, en dyb indånding blev taget, og hun lod langsomt sine fingre fange nogle af de tårer der gled ned af hans kinder "hvem er du?" spurgte hun langsomt, og lagde hoved en smugle på skrå, mens at tænderne bed i sit læbe kød, hendes hoved lade sig mod hans brystkasse og lukkede langsomt øjnene "min ankel gør ondt" mumlede hun stille stadig med lukket øjne, mens hendes hoved gjorde virkelig ondt. Hvad var der i det hele taget sket, hun kunne se en taske der lå og flød midt på vejbanen og en masse hjulspor efter en bil, som åbenbart ikke længere var der, hun tog en dyb indånding og rynkede sine bryn, mens hun tænkte lidt over det hele, hvor var det dog irriterende at hun ingen ting kunne huske.

Han kiggede ned imod pigen i hans arme, hans elskede. Imens tårerne bare løb ned af hans kinder som aldrig før, selv som lille havde han aldrig rigtig græd. ”Kelly .. lig stille okay, lad være med at snakke.” fik han langsomt frem og strøg hende hen over kinden og havde godt hørt hun havde spurgt hvem han var, men han kunne ikke svarer, tanken om at hun ikke kunne huske ham gjorde forfærdeligt ondt. Han brummede lige så stille, og kiggede op på Jason som lignede han havde set et lig, ”Det kraftdemde os bare din skyld, det hele! Bøsse svin du er man! Stik af som den kryster du er!” Skreg han efter Jason som allerede var ved at gå baglæns og videre hen til et løb væk fra dette omvæltende vivær af biler der kom Kelly til undsætning, han fortsatte med at holde hende i sine arme, fortsatte med at nusse hende og vugge hende og mumlede at alt nok skulle blive godt igen. Inden i var han tilgengæld total knust, han havde det som om han lige havde fået sig en lærerstreg, at han havde været så tæt på at miste denne pige, kvinde, dette menneske der betød alverden for ham. Han vuggede hende videre lige indtil ambulancen kom og tog Kelly på en borer, og ham selv fik lov til at sidde ved siden af hende.

"Kelly?" spurgte hun stille, og måtte erkende at det nok var hendes navn. Hun sukkede stille, og lukkede øjnene, mens at hun bed sig i læben og lagde sit hoved mod drenges brystkasse, som føltes så bekendt og så dejlig. Hun smilede skævt og følte sig helt høj af at ligge så tæt ind til ham, hvis hun havde glemt noget, så var det bestemt ikke følelserne for Troye. Langsomt vente hun ansigtet mod en anden dreng hun heller ikke kendte, og hørte drengen råbe efter denne dreng som stod og kiggede på hende, som var hun et eller andet lig, som om hun var død og ikke levende? Hvis det ikke havde været for smerten i hendes ankel, ville hun nok havde troet det samme. "hmm.. jeg tror jeg husker dig.." grinede hun stille ind mod Troyes bryst da ambulancen kom "jeg elsker dig" mumlede hun og nåede lige at se ham ind i øjnene inden at hun blev lagt på borren og puttet ind i ambulancen med et blåt lysblink, hun kiggede over på nogle voksne mennesker der sagde noget til amublance mændende, og sagde så til Troye at de ville tage bilen ind til hospitalet og måde dem der. Hun gik ud fra at det var hans forældre eller noget, hun lod langsomt sin hånd glide ud af tæppet og krammede stille Troyes hånd i sin, med et stille smil på læben, da hendes ansigt var utrolig bleget på grund af smerten i ankelen.

Han kiggede på hen på sine forældre som sagde de ville komme til hospitalet i bilen. Han sagde intet, men havde bare denne ene store trang til at forsvinde for altid hvis der skete hende yderligere. Langsomt kiggede han ned på Kelly som nu havde taget hans sammenfolede hænder. Et stille knust smil gled hen over hans læber, og hun igrunden elskede ham. Han følte det hele kom på et lidt underligt tidspunkt det kom frem, eller ikke underligt, men hun kunne ikke huske hvem han var, så han kunne nu i grunden ikke helt vide hvad fanden han skulle sige til det. Langsomt kom tungen lige så stille frem og fugtede hans læber, imens han stadig kun var iført sit nattøj og nogle våde fødder som sikkert ville gå hen og give ham en hård forkølelse i nok en måned. Der gik ikke længe før de kom til hospitalet og Kelly endnu en gang blev trukket ud på båreren og ind i den store bygning, som var kaldet rigshospitalet. Selvom han nu helst ville være fri for steder som disse, han hadede dem mere end noget andet. Han hadede vidst det der med en masse mennesker rundt om ham, også foregik der alt for meget han ikke lige kunne holde opsyn med, også var der larm og stress over alt, som han slet ikke holdte ud at tænke på. Ikke fordi han led af de samme sygdomme som hans søskende, han kunne bare ikke døje det.

hun sukkede stille, og alting skete bare så hurtigt, pludselig var hun på hospitalet og lå i en seng hvor at der var folk rundt omkring hende, tjekkede hende for ting, alt var bare så surrealistisk at hun ikke rigtig kunne begribe hvad der egentlig foregik. Hvorfor skulle alting også være så forvirrende lige nu? Hvorfor var der ingen der fortalte hende hvad der skete. Langsomt lukkede hun øjnene og vågnede først op efter noget tid hvor der igen var roligt omkring hende, hun lod langsomt fingrene glide igennem håret og bed sig i læben "undskyld.. hvor er jeg?" spurgte hun stille, hvad var der sket? Hvorfor var hun på hospitalet, det sidste hun kunne huske var at hun havde slået op med Troye, andet var fuldstændig væk. En doktor kom ind, og smilede venligt til hende "Nå Kelly, det ser ud til at du har fået det bedre?" hun nikkede stille og bed sig i læben "Hvad er der sket?, hvorfor er jeg her?" og måtte spærre øjnene op da hun fik at vide hun havde været ude for en bil ulykke, men at hun ville være klar til at gå hjem allerede nu. Hun takkede ham og rejste sig langsomt op, dog måtte den unge doktor hjælpe hende en smugle inden hun fik sine krokker, hvor derefter hun humpende kom ud i forhallen og så Brandon, Mira og ikke mindst Troye stå og vente på hende "hey.." sagde hun hæst og kiggede med skyldfølelse på Troye over at hun havde slået op med ham, hvorfor havde hun i grunden også gjort det? Hun var da også forfærdelig når alt kom til alt.

Han sad i stolen og kiggede ligegyldigt ned i intetheden imens han ventede på at Kelly en gang ville stå op, eller vågne, komme ud af døren, bare noget. Han havde flere gange hørt fra hans mor af at det nok skulle gå, at alting nok skulle blive okay, og hans far havde sagt at hun var en stærk pige og sikkert ville være frisk inden de vidste af det. Han brummede bare til det, han havde ikke behov for at vide alt det her ligenu. Det eneste han ville vide og se var Kelly der kom ud af døren og sagde hun var frisk igen. Han brummede noget mere, og kiggede hadefuldt op i loftet som om han skulle give en dødsdom til gud omkring hans idiotiske måde at straffe ham og andre på. De brune øjne vente sig hen imod døren da han så at Kelly kom ud af døren, og mærkede hvordan hjertet straks fløj i vejret da han så hvordan hun så ud. Da hun så var kommet hen til dem, kunne han ikke dy sig mere, han tog hende straks ind i sine arme imens hele hans krop rystede over vrede og sorg over han havde været så tæt på at miste hende. ”Du gør det aldrig nogen sinde igen! Hører du! Du gjorde os skide bange!” Hviskede han ned i hendes hår med skælvende stemme imens hans arme trak hende tættere på sig ligeglad med at hun ikke ville kunne holde sine krykker mere, han ville bare så gerne have hende i sine arme, og hvis hun ikke kunne holde sig oprejst uden, gjorde han det gerne for hende.

Hun smilede lettere skævt til Troye, da han pludselig trak hende ind i hans arme, noget hun ikke lige havde forventet. Hun tog en dyb indånding, og slap begge krykker som der holde hende oprejst, og lagde armene omkring hans nakke og lagde hoved mod hans brystkasse, og kunne ikke andet end at græde over endelig at være tilbage der hvor hun hørte til. Hvorfor havde hun også sagt sådan noget når hun ikke en gang mente det. Hun sukkede stille, og fugtede læberne, mens hun langsomt nikkede til det som han sagde til hende, eller nærmere hviskede "Undskyld.." mumlede hun stille mod hans bryst "undskyld fordi at jeg var sådan en idiot.. kan du tilgive mig?" sagde hun lige så stille, og vente hoved op og kiggede Troye ind i øjnene og bed sig lidt i læben, mens hun virkelig håbede han kunne, hun ville ikke leve uden ham i hendes liv, og om det så skulle være venner eller kærester, var hun fuldstændig ligeglad med. Men hun ville ikke undvære ham, det ville hun virkelig ikke. Hun sukkede stille, og vente blikket mod lægen der kom ud til dem og sagde at hun led af et lille hukommelse tab, der ud over var hendes ankel brækket og skulle forholde sig i ro for de næste par uger, før at hun kunne komme tilbage og få den genoptrænet, men at hun skulle være klar over at anklen nok aldrig ville være den samme igen, og hun ville have meget let ved at brække den igen hvis hun ikke passede på, men eller var hun undsluppet meget billigt fra den ulykke hun havde været ude for. Hun takkede stille, og viste ikke rigtig om hun havde været heldig eller ej. Hun bed sig lidt i læben og vente sig mod Troye igen, for at se om han havde tænkt sig at svare på hendes spørgsmål eller tage den senere. Hun nikkede lidt da Mira sagde at de heller måtte køre hjem, og fik samlet krokkerne op, og gik så langsomt efter dem alle sammen ud til bilen for at sætte sig ind, endelig kunne hun komme væk fra dette hospital og et sted hvor hun faktisk følte sig hjemme.

Han sukkede stille da hun spurgte om han ville tilgive hende og rystede lidt på hovedet af hende, ”Du har været tilgivet hele tiden.” smilede han stille og gik med de andre ud til bilen imens han tænkte over det hele, og havde bare brug for at glemme den her oplevelse, bare for en stund. Et stille suk gled ud af hans læber da de endelig kom ud i bilen og kiggede lidt hen på sin mor, bare for at se om det hele ikke havde gjort hendes tilstand værre, eftersom graviditeten var rimelig hård imod hende. Han sagde dog ikke noget, og kiggede hen på Kelly igen, og var i grunden bare glad for der ikke var sket hende yderligere skade. Han tog en dyb indånding og hjalp hende ud af bilen hvor efter han gik med hen til huset og indenfor. Det var da os så utroligt som alting skulle have en konsekvens, kunne det ikke bare være en happy ending, også for blive ved en happy ending? Han brummede lidt for sig selv inden i men sagde ikke noget.