Blach og Quin - Søen

En lille spinkel skikkelse bevægede sig langsomt afsted hen over isen. Sneen var som sagt næsten væk, det eneste der var tilbage, var klumper af store overfalder af is hist og her. Koldt, det var det stadig. Det orange røde hår blafrede langsomt i vinden, mens at pigen som det tilhørtes krystal blå øjne, langsomt betragtede naturen rundt omkring hende efter at hun havde stoppet op. Quin, som navnet var på denne pige, kunne ikke rigtig finde ud af hvad der var sket, hun var pludselig blevet kærester med Jessie, trods for at hun ville være sammen med en anden, og hun var gået med til at alle andre så dem som et par. Men, det var jo mest fordi at Jessie havde sagt at det ville hjælpe på at hun så ville få Blach? Trods for at hun ikke selv troede på det, hun troede slet ikke på at Blach overhoved havde disse følelser for hende, han kunne få så smukke piger, så hvorfor vælge hende? Hun ville stadig ikke begribe hvad han lavede sammen med hende i det hele taget, hun sukkede stille og lod langsomt fingrene glide igennem håret, mens øjnene blev lukket sammen, og hun stod lidt og svajede i vinden.

En dag ud af mange, var han gået ned til dette vivær af sne og is, som man så let kunne falde i, og sørme om han ikke selv havde faldet her tidligere på dagen. De andre elever havde sådan set bare grinet af det mens, han havde ligget på jorden med smerter i halebenet og ikke kunne komme op, før end der var nogen af de langt ældre elever der var kommet ham til undsætning og hjulpet ham til hospitalsfløjen. Han havde fået at vide at han havde været heldig, selvom han ikke følte sig sådan overhovedet, de fleste par dage havde han sådan set isoleret sig selv fra de andre, hvorfor vidste han ikke, han havde vel bare behov for at være alene og tænke alverdens ting igennem imens der var så mange ting der fløj ham for ører. Han fugtede langsomt sine læber, og sparkede let til en sten imens han med alt held gik videre ned af stien som han dryssede salt udover kun for at være sikker på at han ikke skulle gå hen og blive så heldig at han faldt igen. Havde han gjort det kunne han vel godt se frem til et brækket haleben. Langsomt sukkede han og kiggede rundt, disse ravnesorte øjne, også alligevel ikke helt, da der var en lille anelse af brunt hen over. Blach som var en af de 2 års elever der ikke rigtig fuldte med i skolen også alligevel gjorde, kom gående ned af den lille sti som så fint blev drysset salt hen over. Hans tavshed var alt ædende, og hans blik var stille og roligt, selvom der var noget der nagede hans baghovede. Quin, en pige som Blach kendte til fra hans familie af, først uden at vide hvilket bånd de havde imellem sig, men så alligevel så gik det bånd hen og blev så meget stærkere at man nærmest kunne falde ned af stolen over det. De havde været i familie, selvom han havde vænnet sig til det, han havde vænnet sig til tanken, selvom han gerne ville være noget helt andet til hende. Og derfor vidste Blach ikke helt hvorfor han havde undgået hende på en eller anden måde, han havde bare ikke snakket med hende, han havde ingen anelse om hvorfor men der var bare noget der sagde ham at der var noget der var anderledes, men kunne virkelig ikke sætte en finger på hvad pokker det var.

Vinden tog langsomt de rødelokker, mens øjnene var lukket, og et lille smil dannede sig dog på læberne. Et dybt suk gled igennem hendes strube, mens hun langsomt vente sig om, for at gå tilbage til skole da hun fik øje på Blach. Hun bed sig hårdt i læben, og viste ikke helt hvordan hun skulle tackle det, men selve glæden over at se ham igen, overfyldte alt det andet, at hun nærmest løb over til ham og kastede sig ind i hans arme "jeg har savnet dig.." hviskede hun ved hans øre ind gang, og lagde hoved på hans skulder mens armene ikke vigede fra omfavnelsen. Hun sukkede stille og stak næsen op i hans hår, hvor at duften langsomt gled ned igennem næsen, og hun smilede bredere end hun havde gjort i meget lang tid. Hun sukkede stille, og ville bare gerne lade dette blive for evigt, aldrig mere stoppe med dette moment.

De brune øjne kiggede op og så hen imod det grå landskab som lige så stille hen af vejen var gået hen og smeltet op, så de få græstotter lige kunne skimtes i under det lag af faretruende is. Blach havde derfor ikke set sig for før han igen landede på røven og ømmede sig afhelveds til, det var ligefør han havde lyst til bare at blive siddende i håb om at verden bare kunne lade ham være, eller gå ind i skoven og få en kæmpeedderkop til at æde ham. Det skulle nu ikke være noget problem. Inden længe kom han op og stå igen og gik derefter væk fra den glat pollerede plet hans røv havde været på, og var nød til at blive stående oppe for ikke at jamre over smerte i sin bagdel. Der gik dog ikke længe før han pludselig blev overfaldet af en ganske velkendt person, dog havde Blach ingen anelse om hvordan fanden han skulle placere dette spetakkel af rod der foregik inden i hans hoved. Han fugtede lige så stille læberne og lagde armene om den rødhårede Quin, "Har os savnet dig..." sagde han så lige så stille og strøg hende hen over håret, hvorefter han slap hende. Han havde en eller anden mærkelig fornemmelse i maven, ikke sommerfugle, men... en eller anden følelse af at der var noget som det ikke skulle være, eller i hvert fald for ham, han sukkede stille og kiggede lidt rundt og derefter hen på hende med et stille smil, og hævede det ene bryn, "Hvad så?" spurgte han så for at vide hvad det var der var sket med hende, selvom han følte sig en smule på bar bund, faktiks havde han det som om han stod i en utrolig akavaet potion for en gangs skyld.

Hun smilede skævt, og måtte til sin skam langsomt slippe ham. Hun kiggede på ham og vente så blikket væk, hvordan skulle hun fortælle ham det? Selvom hun viste han ikke havde den følelse for hende, var det svært at fortælle at hun var kærester med, ja var de ikke lege brødre? Hun viste det havde været en dårlig idé! Og nu var de alligevel her. Hun fugtede læberne og bed hårdt i den, så den metalliske smag bredte sig i munden. Hun sukkede dybt og kiggede ned i isen og gemte sine behanskede hænder ind i lommen mens hun tog nogle dybe indåndinger, ud skulle det vel, så han ikke hørte det fra en eller anden? "Jeg.. Blach.." hun tog en dyb indånding, og lukkede øjnene hårdt i, inden hun løftede hoved og stirrede op i himmelen, hun kunne end ikke se ham i øjnene, dette var et mareridt! "jeg.." hun prøvede igen og kiggede så over på ham, mens at man let kunne ane nogle vanddråber der gled ned af hendes kinder, en dyb indånding blev taget "har fået en kæreste.." sagde hun stille, og lukkede så øjnene, igen for at tage en dyb indånding "jeg er blevet kærester, med Jesse.." sagde hun næsten så stille at man ikke kunne høre det. Så, nu var det kommet ud, men hun følte sig ikke bedre, og hun følte ikke en skid lettere. Hun følte sig bare dum, og som om hun havde svigtet ham, hvilket hun sikkert også havde? Hvilken idiot hun dog var.

Han kiggede lettere uforstående på hende, og sagde ikke noget ventede på hun kom ud med det, men det skulle han ikke have gjort, da hans øjne blev spærret op over det han hørte, og følte hvordan hjertet bristede, og havde det som om at jorden åbnede sig under ham, trak ham ned, lod ham forsvinde, åd ham op, og gjorde blot til et minde. "D.." han kunne ikke sige noget, kunne ikke sige det lød fint, han kunne ikke få det hen over sine læber, og derfor gjorde han som han gjorde, han vente sig om, mens allerede de første tårer havde bannet sig vej op i hans øjne, og langsomt løb ned af hans kinder. Hvad fanden havde han forventet? Der var ikke rigtig noget at gøre. Men han vidste at lige nu skulle han bare væk fra det her sted, han skulle fandme ikke stå her og lade sig stå i vejen for hende, ja han havde sikkert gjort det godt i at have blevet inde på sit kollegie rum, men han burde kraftdemde også bare havet blevet der, han gik sin vej med hastige skridt, og var til flere gange ved at snuble over glatte steder og gjorde det bare endnu sværre for ham at holde sit raseri inde han havde lyst til at skrige, bare virkelig skrige. Men der kom ikke noget, ikke før han var kommet op til slottet og var gået halvt rundt om det, så kom denne sårede stemme der bare ikke kunne hadede alt meget mere end hvad den gjorde. Han skreg og skreg af sine lungers fuldekraft, hold kæft hvor han hadede det hele, han hadede sig selv, hadede Quin, for at være sammen med Jesse for at have svigtet ham på den måde, hadede Jesse for at have taget Quin fra ham at gøre sådan noget imod ham, hadede sig selv for at han ikke havde gjort en skid for at gøre noget. Med hidsige skridt gik han indenfor og ned til sit kollegium for at få pakket, for at komme væk, han skulle væk, lige nu, han ville ikke tilbringe et eneste sekund på dette sted. Han ville forsvinde, dø, what ever, han var ligeglad, bare væk.

"blach.." mumlede hun da hun allerede der kunne se at det var helt galt, hvordan hans ansigts udtryk bare havde ændret sig. "blach, vær nu sød.." sagde hun stille, og prøvede at tage hans arm, men forsent han havde allerede vent sig om og begyndt at gå, hvilket resulterede i at hun mistede fodfæstet og faldt forover med hoved lige ned i sneen, som var halvt af is. Hun ømmede sig lidt, men tænkte ikke rigtig over smerten hun skulle bare have fat i Blach igen, hun ville sige til ham, hvad hun havde på hjertet for en gangs skyld, men hvis han blev ved med at flygte hvordan skulle hun så det? Pludselig forstod hun hvordan han havde haft det da han hele tiden rendte efter hende. Hun kom efter noget tid op på benene efter at have kæmpet sig frem på den spejlglatte is. Hun ville sætte i løb hvis det ikke var fordi hun så med garanti ville falde igen. Da hun hørte skriget fór hun sammen, og satte alligevel tempoet op, trods for risikoen for at falde var utrolig stor. Der så hun ham, allerede på vej ind af skolens porte, sikkert for at tage afsted, men dette ville hun ikke tillade, det kunne hun ikke! "Blach!" skreg hun, mens grøden bannede sig vej igennem hendes strube, "BLACH!!" hun satte nu i løb, selvom hun havde det som om at hun sejlede rundt på undergrunden. Endelig kom hun hen til ham, og greb fat omkring hans arm "vær sød at lytte til mig.." sagde hun stille, og holde fast så han ikke skulle gå igen, selvom han var betydelige stærkere end hun selv var "du kan ikke tillade at hade mig!" sagde hun så stædigt, selvom at grøden stadig satte sit præg på stemmen. Men det synes hun virkelig ikke han kunne være bekendt, det synes hun i den grad ikke. Det var da ikke hendes skyld, at hun bare prøvede at få øjnene op for at hun ikke ville være her forevigt, det var jo ikke engang at det var seriøst det med Jesse, eller var det? Hun var i hvert fald ikke helt sikker. Hun bed sig i læben og ventede på hans reaktion.

"Skrid over til din lille kæreste.." svarede han og trak sin arm til sig og gik videre ned mod sin korridor, "Nu har du fået hvad du ønskede ikke?... kan sq da os bare havet ladet være med at komme..." vrissede han og vidste godt han ikke havde tilladelsen til at hadede hende, men lige nu var det det letteste det var det der fik ham til at kunne gå ind og pakke sine tid, få ham til at gå sin vej så hendes liv kunne være så betydeligt meget bedre, ham der ellers havde tænkt sig at være den første, bare aldrig turdet at gøre noget, havde altid været bange for hvad fanden hun ikke ville sige. Kufferten var snart fuldt og den næste kom til sin start og derefter også var fyldt op, han tog mobilen og skrev kort besked til sine brødre at han ville være hjemme om nogle timer, derefter blev begge kufferter taget, føltes betydeligt meget tungere end hvad han havde regnet med, som om han slæbte afsted på et anker. Han hev og slæbte i dem ud af kollegiummet, og tænkte at han da bare kunne droppe ud og være den fordømte muggler han altid havde ønsket sig at være, selvom hans brødre sikkert stærkt ville sætte en grænse og tage en alvorlig snak med ham, skælde ham ud eller hvad de ville, de kunne ikke gøre noget bedre, dette var forhelved den sidste rest af dråbe han havde i sig, og den sidste rest af dråbe han havde tænkt sig at give til hende men nej, så snart den var blevet givet var hænderne jo self allerede flyttet så dråben bare gled til jorden. Han slæbte sig op af trapperne mens halebenet værkede og armene sled for at få taskerne op.

Det var som om han havde slået hende i ansigtet, og derefter smækket hende i gulvet. Hun havde det som om, at han lige havde revet hendes hjerte ud, smidt det på gulvet og trampet på det, bare lige før at gøre det ordenligt når så det gik rigtig i stykker. Og der stod hun, lammet til stedet uden at vide hvad hun skulle sige. Langsomt vente hun sig om, og gik mod perronen hvor han skulle med toget, og ville vente der til at han kom. Hun ville ikke lade ham komme afsted med det her, lige meget hvor meget han lige havde såret hende, hun ville ikke lade ham slippe sådan. Hun havde sagt hun ville kæmpe, nu ville hun vise at hun faktisk også havde ment det. Ind til at han sagde ordret at hun aldrig nogen sinde skulle kontakte ham igen, så ville hun blive ved. Hun bed sig i læben og tørrerede tårerne væk, mens hun gik afsted, selvom der ikke kom flere lige nu, var hun ret sikker på at så snart det hele var gået igennem hendes hoved, ville hun slet ikke kunne komme af med den mere. Hun satte sig ned på en bænk, og kiggede tomt ud i luften mens hun bare.. ventede?

Tankerne blev ved med at kører rundt i hovedet på ham, det var lige før det kunne eksplodere, som om den ene side af havet var ved at gå løs på den anden, i en håbløs kamp om trofæet der ikke var der. Han sukkede lige så stille imens han slæbte sine tasker med sig, til sidst blev han så irriteret af det at han smed dem på jorden og tog sin stav frem og fremsagde den elegante besværgelse; Wingardium Eviliosa. Og de to tasker lod sig stige op fra jorden, og fløj med ham hvor en han tog hen. Der gik ikke længe før han var nede på parronen, og lod ikke sit blik se om der var andre end ham nede på dette sted, det rørte ham heller ikke lige frem, han ville bare væk. Han følte sig svigtet, sårbar, skadelig, nyttesløs, og hvad ellers man ikke kunne føle, han ville skrige endnu en gang, hvis det ikke havde været fordi hans stemme nu var rug og grødret. Langsomt satte han sig forsigtigt ned på jorden og trak en lyserød bamse frem med en gul mave, og snøftede ganske let, indtil tårerne atter begyndte at glide ned fra hans kinder. Han burde for længst have sluppet sig af med denne underlige ting som han havde fået af sin pap farmor, men det kunne han bare ikke. Langsomt sukkede han lige så stille, med en let skælven i sin stemme, imens han bare ventede på at toget ville komme på et tidspunkt.

Hun viste ikke hvor længe hun egentlig havde stået der og ventede, bare ventede på at et lyn ville slå ned og brænde hende op, bare et eller andet så hun kunne slippe for smerten inde i hende. Det var jo forhelvede ikke en gang fordi hun ville være sammen med Jess, vel!? Hun sukkede ud og lukkede øjnene, mens hun langsomt masserede sine tænding, det var da også bare for meget af alt dette drama konstant! Hun vente sig langsomt om, og bemærkede at der var nogen der var kommet op på perronen "Har du så virkelig bare tænkt dig at tage afsted, uden at spørger hvad der skete, bare antage noget.. var? Vil du bare hade mig, vil du bare mene at jeg skal skride ud af dit liv.. er det, det du gerne vil have? Vil du gerne have jeg skrider ud af dit liv.. var!?" sagde hun spydigt og gik helt hen på ham, ligeglad med hvordan han så ud, om han havde bamse eller ej, det ravede hende en meter! Hun ville have et svar, som hun mente hun havde krav på.

Han kiggede stille frem for sig imens han tænkte over hvad fuck der skete, hvad fanden der var i gang rundt omkring ham. Var han bare for langsom, blind? Der ville sikkert varer længe før toget kom, indtil da lod de mørke skyer sig glide hen over himlen og bredte deres lange arme hen over himlen, og flettede dem ind i hinanden som var de uadskillelige. Et stille fnys gled igennem hans næse, uadskillelige, ja det var det han havde håbet på Quin og ham havde været, men nu følte han sig svigtet og forrådt, langsomt kiggede han ned på bamsen, hvorfor havde han den overhovedet, oldemoren havde givet ham den, men hun havde ikke engang været hans rigtige oldemor, endnu et fnyd gled igennem ham og han kastede den pinke gris ud på togskinnerne og lod sit ansigt glide den anden vej imens han halvt lyttede til hvad det var Quin sagde, ”Jeg kan ikke hade dig, men lige nu har du selv antaget så meget, hvis du kom sammen Jesse for at gøre mig jaloux, hvordan kan du så se bort fra at jeg fucking elsker dig?” spurgte han og kiggede hen på hende med lynene øjne, vred var han, meget endda, såret, og ked af det til at det gjorde helt ondt i hjertet. What a day, sagde baghovedet, han rystede stille og kiggede tilbage langs togskinnerne og ventede utålmodigt på toget, der kom ikke flere tårer, men vreden og svigtelse brændte inden i ham som var det et alt afgørende slag imod håbet. Men lige nu så han intet håb, han kunne ikke se noget håb, eller jo det eneste håb var vel at komme væk fra det her sted, det var hvad han havde brug for.