Cricker og Eliana - Kroen

Endelig fik hun øje på en kro som hun kunne gå ind i, langsomt kiggede hun ind af døren og lod blikket glide rundt på de mange mennesker, så vel som elver der sad og drak og snakkede. Hun selv gik over til disken og stillede sig med armene på bordet, og bestillede noget brød og suppe, og en krus med mjød. Hun havde fået at vide det var en utrolig dårlig idé at drikke vand, når hun var ude for elverlandes grænser. Hun fugtede langsomt sine læber, og lukkede sine øjne i, i nogle minutter mens hun tænkte det hele igennem. Hvor hun dog hadet at hun var nød til at dræbe de mange væsner rundt omkring. Der var nogen hun ikke havde så meget imod, også var der andre som hun havde virkelig meget imod at skulle kæmpe imod. Det eneste der sådan rigtig hjalp for hende, var at sige at hun bare skabte balance i verden, så at der ikke ville komme for mange af væsnerne, eller at sige at de var blevet besat af det onde og derfor kunne de ikke længere vide sig sikre på hvem var med dem, og hvem var imod dem. Men tanken om at hun slå naturens dyr ihjel, kunne hun ikke lide. Hun lagde nogle guldmønter på bordet og tog imod hendes mad og drikke, og gik så hen til et bord blandt en masse andre mennesker. I dagens andledning var hendes hår sat op i en knold, og viste derfor hendes meget smalle ansigt frem, som var meget statisk skåret ud. En fin lille næse, nogle høje kindben, en fyldig mund, og ikke mindst de lange øre, som kendetegnede hende for at være elever. De krystal grønne øjne, kiggede ned i hendes suppe, med nogle få stykker kød i, det var efterhånden svært at få fat i noget ordnelig kød, og hun ville nyde dette med velbehag, bare at hun fik noget i maven var det godt.

Der gik ikke længe før en tilfældig kro blev udvalgt, også alligevel ikke, i dag havde denne unge ridder besluttet sig for at drage afsted mod et godt sted, for en gangs skyld og dette blev kro; Dawn's Hyggekrog, som man sagde man kunne få et godt glas øl og en god gammeldags tallerken med kartoffel mos. Han gik inden for på denne lille kro som havde ligget lidt i centrum for byen og gik hen til kro ejeren med et bredt smil og fortalte hvad der var han gerne ville have, nemlig; En omgang kartoffel med en bøf, øl, og noget dejligt koldt vand, som kunne hjælpe på den alt opædende varme nede i hans hals, han brummede lige så stille imens han kiggede rundt omkring sig for at se hvad pokker der ville være at glo på denne dag, måske han skulle gå ud og dræbe noget mere, det ville hellers passe ham helt fint, jo flere opgaver, desto bedre rustninger, jo bedre rustninger, jo bedre omtale, jo bedre omtale, jo bedre opgaver, og sådan kunne det jo blive ved.

Skeen gled langsomt ned i den dampende varme supstands, og blev derefter ført ind i hendes mund. Det var som om, at hun ikke havde fået noget ordenligt at spise i hvad, snart over en måned, men nu levede hun jo også for det meste på grønsager og brød, da hun egentlig skulle være vegetar, men hun måtte dog skubbe det lidt til side, da hun havde brug for kødets nærring, når hun ikke kunne få fat i de urter hun plejede at spise, når hun var der hjemme. Hjem.. hvor hun dog savnede det sted, at kunne gå i haven med blomster og de mange frodige tæer, ja bare at komme hjem til der hvor hun i grunden hørte til. Ikke blandt kæmpere, selvom hun nød at skulle i krig, hun nød spændingen, men ikke lige så meget som så mange andre. Endnu en ske blev ført ind i munden, og hun nød den varme væske der gled ned af hendes spiserør og plantede sig i hendes utrolig sultende mave. Det var nu en dejlig følelse endelig at kunne fylde den. Kruset med mjød blev ført hen til hendes læber, da skeen var blevet placeret nede i skolen, og hun tog nogle få slurke, og derefter var det igen suppens tur. Sådan gik det ved, mens at hun lyttede til de mange der snakkede rundt omkring hende, mens hun selv bare sad alene. Og det passede hende nu også meget godt, efter noget tid fik hun øje på Cricker der sad sammen med nogle af hans menneske venner, og smilede skævt, lod dog være med at gå der over, og spiste bare for sig selv, og ville lade ham være i fred, for en stund. Der var stadig en masse tanker der gled igennem hendes hoved, omkring kysset hun havde givet ham, egentlig havde hun ikke just tænke over det før nu, nu da hun så ham igen. Men, alligevel, tanken om at gøre det igen, lå et sted i baghoved. Men det var vel bare fordi, at hun egentlig ikke just havde prøvet noget i den stil før.

Der gik ikke længe før nogle af de gamle kammerater fra ridderskolen, som han havde været lærling i så længe, tænkt han først ville blive færdig omkring... ja han kunne faktisk ikke huske det, men et eller andet sted, i foråret ville han passere ud som uddannet ridder, der kunne tage rigtige opgaver. Tanken tiltalte ham fuldt ud, og maden kom derefter lige så snart at en ny tanke var passeret. Han kiggede ned på maden og smilede skævt over det velbehagelige måltid der var ham givet nu, han tog sin kniv og gaffel og skovlede nogle store stykker ind i munden, utrolig så mad glad en mand kunne være, hvis der var nogen der lagde op til en form for madkamp ville han bestemt være den der ville vinde, om folket stemte imod eller for. Han tog en slurk af det kolde klarer vand han havde fået og grinede lidt af sine kammerater der sagde noget sjovt. Dog lod han mærke til at der blev lagt et blik på ham. De dyb blå øjne kiggede lidt rundt, og landede derefter på en bekendt skikkelse, som han ikke kendte meget bedre end som Elisana, han hævede en hånd og vinkede hende over imod det bord ham og vennerne sad ved, bare så en god gammel snak kunne lade sig passere, hvis det altså ikke var for meget forlangt fra hans side af.

Da hun var færdig med suppen skød hun langsomt suppetallerkenen fra sig, da suppen var blevet spist og tog kruset op i hænderne. Igen løftede hun blikket, og måtte nu se at hun var blevet opdaget, et lille skævt smil dannede sig på hendes fyldige læber, inden at hun rejste sig op, og langsomt gik der over. Hun satte sig ved siden af Cricker, og deltog en smugle i samtalen der foregik rundt omkring dem. Grinede en smugle og nikkede til nogle af de spørgsmål der kom en gang i mellem, og svarede kortfattet eller gådefuldt. Nu var hun jo engang elver, og hun ville ikke se bort fra det hun var vokset op med, selvom hun fandt flere og flere elver der levede mere eller mindre som mennesker, og dette så hun som en skuffelse, hvad ville der så ikke ske om nogle hundrede år, ville der så slet ikke være elver overhoved? Hun rynkede brynene, men måtte slippe det hurtigt, da et grin bannede sig vej igennem hendes strube, og rystede lidt på hoved. Hun drak en smugle af sin mjød, og vente så blikket på Cricker og en af hans gamle venner, som begyndte at snakke omkring de mange monstre som de havde kæmpet imod, og måtte hæve det ene bryn, og spidsede så øre for at høre hvad han havde at sige omkring denne sag.

Han grinede med til det blev sagt og smilede fra øre til øre mens han drak fra sit bære, da emnet bevægede sin ind på monstre og drabsantal på dem kunne han ikke lade være med at hæve et uimporneret bryn af sin soldater kammerat og smilede undskyldende til ham, men dette gik dog hurtigt væk igen, "Det var da slet ikke så lidt... altså det må jeg sige... kom tilbage igen når du har set urydningen i skoven, så skal du se hvem der er mesteren.." grinede han og bællede det sidste af sin øl, og tog for sig af det mad der stadig var til overs og guffede sig godt i det,mens vennen prøvede at finde på et eller andet at sige men tav så til sidst. Han smilede skævt af ham, og tog en kæmpe skefuld bagt kartoffel med en god smeltet smørglat ind i munden og kiggede lidt rundt på dem alle sammen der så ud til at istemme sig selv, at de måtte se at komme igang med træningen for at kunne måle sig med dette. Men på den anden side, så ville de hele tiden skulle måle sig med noget, og ikke mindst den onde side der havde frem provokeret dyrenes normale leve vis, de var ikke længere hvad man kendte til mere, overhovedet ikke, og det var nu ellers synd og skam.

Smilet famlede hurtigt på Elisana's læber, og betragtede med kølige øjne Cricker, og hans snak omkring at udrydde hele skoven. Hendes mund snerpede sig let sammen, mens at hun kiggede lidt rundt på de andre, som rent faktisk beundrede dette. Hun fattedet det ikke, hun fattede det virkelig ikke. For første gang i meget, meget lang tid kunne hun mærke hvordan at hendes vrede langsomt dulmede i hendes indre, og hun kunne være tæt på at eksplodere. "Tænk at i kan finde det stolt at skulle udrydde skove, de væsner der lever i skoven er ældre end jeres forfædre, og man burde i det mindste have sin respekt for det, onde skabninger eller ej. Dette er nogen som har skabt den verden vi lever i idag, og har givet os brød, frugt og grønsager.. Dette er ikke noget man burde konkurrer om, men burde i stedet se hvem der kunne finde ud af at holde hoved kold, og være en mægtig kriger, ved at vide hvor mange man skulle tage væk, og hvor mange der måtte blive.. en der bare slagter er slet ingen kriger.. bare en magt syg galning." Eleverne der sad ikke så langt fra hende, nikkede afmålt, som at give deres bekræftelse på at de synes det hun sagde var rigtigt. Hun rejste sig op efter at have drukket kruset færdigt. Fnyste en smugle gik styrede direkte mod døren, hun havde forventet mere af ham, end bare en gemen morder, der fandt det underholdende at skulle dræbe væsner som i grunden ikke havde gjort ham noget. Det han skulle dræbe var ondskaben, ikke den vej som ondskaben prøvede at vise sig på. Døren blev åbnet og smækket i, så det rungede inde i den nu meget stille kro, mens hun stod nogle meter væk derfra, og prøvede at rase ud.