nogle få venner - Jez og Adi

”Hellere at få en skideballe end at rende rundt med betændte sår, og de så finder ud af det hen af vejen, og bliver skuffede over du ikke kom i første omgang og fortalte dem hvad der var sket…” sagde han stille og gik afsted med hende i armene imens han kiggede rundt. Han kom inden længe til busstoppestedet hvor der ville komme en bus i løbet af nogle få minutter, betalte for dem begge og gik ind og satte sig sammen med hende. Han fugtede sine læber lige så stille og betragtede de forskellige huse de kom forbi imens de bare sad der i det klarer lys fra bussens loft. Han var stille, havde ikke rigtig noget at sige, da han havde handlet forkert fra start af og var meget sikker på at hvis han ikke havde været sådan en idiot ikke at have kunnet styrer sig fra start af, havde dette nok aldrig rigtig været sket. Han rystede lige så stille på hovedet, og lukkede sine øjne imens han ventede på at, lyden i bussen langsomt forsvandt fra hans ører og kun tankerne fokuserede på højtalerne der sagde hvilken station de ville komme til, da der blev sagt hospital, åbnede han sine øjne og tog igen Abilene op i sine arme og tog hende ud af bussen og gik hen imod hospitalets indgang og førte hende hen til disken hvor han sagde at hun havde været så uheldig at snuble ind i vinduet. Hvilket nu ikke var helt løgn. Han nikkede da de sagde der ville komme en bårer lige om lidt, og holdte hende bare i armene indtil den rent faktisk kom, da den var der lagde han hende forsigtigt ned i den, og tog en dyb indånding og fulgte med ind i stuen.

"jeg får ikke kun en skideballe, jeg bliver forvist for mit eget hjem og smidt på kostskole" fnyste hun, og var ret sikker på at det var det, som der ville ske. Ingen tvivl om det, hun sukkede stille og sagde ikke så meget igennem hele turen over til hospitalet, faktisk lå hun bare i hans arme og stirrede ud i den tomme luft, mens hun prøvede at lade være med at tænke på smerten som blev ved med at være i hendes krop. Hendes forældre ville aldrig se dette som en straf nok, men hvis de viste hvad der var sket mellem hende og Jac.. ville de mene at det var guds straf for at være sammen med en fyr på den måde, uden at være gift med ham. Hun rystede en smugle på hoved, og lukkede øjnene. Det var også bare den bedste dag nogen sinde i hendes liv, og hun var lige ved at falde til i skolen og nu skulle hun flyttes igen. Kunne hun da heller aldrig finde ud af at gøre noget rigtigt? Åbenbart ikke. Hendes øjne blev først åbnet da de var på hospitalet og hun sukkede stille da de spurgte efter hendes forældres telefon nummer og adresse. Hun ramsede det hurtigt op for dem, og glædede sig bestemt ikke til at de kom, sikke en røvfuld hun ville få, det var da helt vildt, især fordi hun var så dårlig til at lyve at det var helt vildt.

Han satte sig ned på en af stolene og kiggede op på sygeplejersken, og fugtede læberne lige så stille, ”Hør her… jeg snakker med dem, siger det er min skyld and what not, og jeg havde lovet at holde øje med dig, og havde faktisk været den der inviterede dig, du havde ikke været klar over det, også skal jeg nok tage skraldet. Er alligevel snart færdig med skolen..” sagde han og trak lidt på skuldrende, han måtte vel tage imod skideballen fra sin far og mor af, nok mest sin mor hvis han skulle være ærlig, eller måske hans far, de var nok begge lige to gode om det og han kunne helt bestemme hvem der ville blive mest skuffet på ham, men det var vel også på tide at hans lege kom til en ende. Han lænede sig tilbage i stolen og kiggede stille ud i den mørke nat og sukkede stille imens han fremtvang et lille smil og kiggede hen på hende, det gjorde vidst nok hele problemet bedre hvis han tog skylden, også måtte han nok leve med skideballen for det. Han kunne sikkert opleve værre ting, måske… han vidste det ikke, men han ville ikke lade hende gennemleve et mareridt med hendes forældre, så ville han hellere tage endnu et skænderi med sin mor og far, eller bare tage imod skylden og trække på skuldrende og sige han var ked af at have skuffet dem. Han tog en dyb indånding, ”Ringer til mine forældre efter jeg har snakket med dine…” sagde han og smilede sørgmodigt til hende.